Drengenes stive kasketskygger gjorde respektfuldt honnør, og pigerne hvinede som en tur i rutsjebanen, da 27-årige Miguel Jontel Pimentel kom anstigende fra et podie og ned til scenekanten.
Skarpt iklædt solbriller og en tilknappet habitjakke, der hurtigt røg, så vi kunne se hans hvide T-shirt med Bruce Springsteen på.
Førstehåndsindtryk betyder alt
Udseendet betyder mildt sagt en del for Miguel, og han var tydeligvis klar til øjeblikkelig nærkontakt med et for længst udsolgt Store Vega, da han til tonerne af 'Kaleidoscope Dream' kom snurrende ud på scenen og lod sin imponerende elastiske soulstemme massere publikum, så hårene i hovedbunden rejste sig. Blæret!
LÆS OGSÅ
Inden Miguel var nået forbi den anden sang, 'Sure Thing', havde han skudt underlivet frem, poseret cool, ramt falsetten, sat håret og været nede på knæ i sin serie af kvikke moves. Og sendt sit charmerende smil ud under øjensprækkerne, så skrigene skar gennem den buldrende r'n'b fra et lille tremandsband.
Da han senere smed T-shirten og viste sin ualmindeligt pæne overkrop, måtte flere mænd vist holde ekstra godt fast i deres kærester. Det var nemlig ikke til at misforstå, når Miguel koket croonede: »You be the match/ I be the fuse/ boom!«.
Lummer bombe
Miguel ville overvælde os. Og han er virkelig noget særligt. Stemmens store register, scenetilstedeværelsen og de hit-potente sange er en sjælden bombe af lummer r'n'b-lykke. Men han var også for ivrig efter at blæse publikum bagover.
Bandet brølede sangene frem og pillede med bastant spil glansen af sange som den kuldegysende gode 'Do You...', og den rockende version af 'Arch & Point' lød mere som Bon Jovi end Prince. Med en stemme som Miguels behøver man slet ikke flekse musklerne!
Derfor manglede der finesse undervejs - og koncentrationen røg, når selvforelskelsen flyttede fokus fra mikrofonen til de veltrænede mavemuskler.
Heldigvis sang Miguel sig op over det hele, og som en formidabel showmand udnyttede han enhver lejlighed til at få kontakt til publikum. De svarede igen med et flot a cappella-øjeblik under 'Adorn' og en herligt uhæmmet begejstring, man ikke møder i den indiekultur, der i de senere år har omfavnet r'n'b.
Overtager fra kongen
Med smagsformerne fra musiksiden Pitchfork i spidsen har indierock-kulturen fået smag for r'n'b, ofte ved at læse deres egne værdier ind i eksempelvis The Weekends' rå realisme og eksperimenterende lyd eller Frank Oceans anti-autoritære forhold til pladeindustrien.
Men Miguel er barn af den ublu og sexfikserede r'n'b, som R. Kelly altid leverer den: uforskammet!
LÆS OGSÅ
Derfor var der da også et par publikummer i ternet skjorte og fuldskæg, der så skeptisk til, da Miguel rodede sig ud i en tirade af banaliteter, og det kan være svært at finde det rigtige ben at stå på, hvis man er vant til poetisk tågesnak og pludselig bliver mødt af den mere direkte facon i Miguels 'Quickie': »I don't wanna be loved/ I just want a quick fix/ up in you mix miss«.
Hvis man vi have visdom, er Patti Smith-koncerter nok en bedre idé. Men hvis man bare vil lir og beskidte tanker, er Miguel den helt rigtige.
Selv på en aften, der haltede en anelse på den musikalske front.
fortsæt med at læse
