I forhold til at koncerten med Schultz and Forever og Jacob Bellens fandt sted i kælderen af en butik fyldt til randen med smukke flygler i alverdens former og farver, var det påfaldende, i hvor høj grad det endte med at være stemmerne, der stjal lydbilledet den aften i hjertet af København.
Men sådan måtte det gå, når man havde inviteret to af dansk musiks mest markante af slagsen.
Den bare 18-årige Jonathan Schultz, der for nylig er debuteret med ep’en ’Céline’, varmede op med råt akustisk guitarspil og nasalhæs vokal.
LÆS MERE Danmarks nye folk-håb bor stadig hjemme ved forældrene
Det var en fornøjelse. Hans lille håndfuld af veldrejede folksange som ’Two Flowers’ og ’Death Rain’ tegnede i hvert fald et billede af et kunstnerisk udtryk der fremstod både uforceret og flyvefærdigt.
Kan det hele selv
I den blødere og mere klangfulde ende af registret holder Jacob Bellens til. Han er stemmen fra bands som Murder og I Got You on Tape som - ikke et øjeblik for sent - debuterede som solist sidste år med albummet 'The Daisy Age'.
Og solistformatet klæder ham. Netop fordi han med lethed har både stemmen og formatet til at gøre det hele selv.
Med en vanlig blanding af selvtillid og selvudslettelse indtog Bellens flygelet i kælderens midte, imens han lagde sin iPhone foran sig, hvorpå aftenens sætliste tilsyneladende lå.
Det var dog langtfra bredbåndstjekket stringens, der prægede Bellens' koncert, der bød på både sange fra solodebuten og en række uudgivne numre.
Afroagtig vals
Alle fik de en lille kommentar med på vejen fra Bellens selv.
Om valsen, der var blevet lidt afroagtig i studiet, over den selverklærede 50’er-pastiche ’Only for the Lonely’ til den hiphopinfluerede ’One of a Kind’, der fik det stovte flygel til at gynge i leddene.
LÆS ANMELDELSE I Got You On Tape-forsanger viser tænder på soloalbum
Til sidst var der en tekst, der glippede for Bellens, som måtte give fortabt midt i en sang, han selv havde introduceret som »en flødet ballade«. Men hvis nogen kan miste ordene uden at miste ansigt, er det ham.
Bellens mestrer den afslappede stil i en grad, så man indimellem kunne ønske, at han turde stikke lidt dybere og slå lidt hårdere undervejs, som på højdepunkterne ’Do You Have Anything Harder?’ og den helt enestående ’Heart of Africa’.
fortsæt med at læse
