Balkan eller sigøjnerpunk er den populære betegnelse for Gogol Bordellos musik, men i virkeligheden er globalpunk nok tættere på virkeligheden. I hvert fald på gruppens nye album, ’Trans-Continental Hustle’, hvor Latinamerika er en central by i Rusland.
Vist er der balkan- og slavisk vildskab i dette punkpourri fra det New York-baserede internationale sammenrend, men ’Trans-Continental Hustle’ peger snarere i retning af globalrevolutionære navne som Manu Chao, de franske storbysigøjnere Les Negresses Vertes og i sidste ende The Clash.




























