Lyt til artiklen
Hver gang jeg hører ’Falder’ med Rasmus Seebach – og det gør jeg oftere, end man måske skulle tro – bliver jeg så glad, når det slår mig, at Seebach har fravalgt at lave en fortærsket spoken word-passage lige omkring 2-minutters mærket, hvor man som lytter meget vel kunne være blevet tvangsindlagt til at høre ham ringe sin nye dame op.
For mig blev den passage et form for bevis på, at der selv i Seebachs popunivers er grænser for, hvor sødt det kunne blive. Trods alt.
