Seebach synger tårer frem hos børn og voksne

Udsolgt. Foran et tætpakket publikum i Falconer Salen gav Rasmus Seebach søndag liveversioner med sine mange syng-med hits.
Udsolgt. Foran et tætpakket publikum i Falconer Salen gav Rasmus Seebach søndag liveversioner med sine mange syng-med hits.
Lyt til artiklen

Familiekoncert. It’s a thing now. I hvert fald når man er landets største popstjerne og ikke alene appellerer til voksne mennesker, men også deres børn. Og til børnenes bedsteforældre.

Rasmus Seebach er for alle, og jeg forstår det godt.

Men selv om de mindste samfundsborgere har en ret moden musiksmag for tiden, og man eksempelvis i Pumpehuset ofte har arrangeret familiekoncerter med kunstnere som Wafande, Raske Penge og Hr. Skæg, er Seebach nu en gang i sin helt egen liga. Han har spillet for sammenlagt 15.000 københavnere de seneste dage, og forude venter en totalt udsolgt danmarkstour og igen: Jeg forstår det godt.

LÆS ARTIKEL Her er danskernes yndlingssange i 2013

Giver mening på scenen
For hvor Seebach i albumformat på sit seneste tredje album, ’Ingen kan love dig i morgen’, stod i stampe rent kunstnerisk og tillod flere floskler, end godt var, giver det rørende god mening, når man ser ham på scenen.

Ikke alene er han en decideret fremragende sanger, der ikke på noget tidspunkt skød ved siden af målet – heller ikke på de mange uhu’er i falset, der efterhånden er blevet synonym med Seebach. Han er også en naturlig performer, som med sin let fjedrende gang hen over scenen stadig ligner en lokal gadedreng mere end den lokale superstjerne, han også er. Han er muligvis den gladeste mand i byen. ]

Pris på nuet
Men han er også bare manden, der har givet os en sang med et omkvæd, der går: »Åååååååååh, du er så dejlig«. Og som åbnede showet med en video, hvor der blev krydsklippet imellem en række helt almindelige mennesker i helt almindelige dagligdagssituationer til lyden af strygertemaet fra The Verves ’Bitter Sweet Symphony’, hvor Seebachs voice-over forklarede: »For mig er det blevet en livsmission at sætte pris på alt det, jeg har lige nu«.

Det er hans stil, og fred være med det. Men jeg ville ønske, at han lod klicheerne blive i musikken, hvor de allerede lever i bedste velgående.

Seebach på scenen er nemlig ret forrygende i sig selv, og det unge publikum fik ikke alene fuld valuta for pengene – de gav også igen med den der begejstring, som kun utrolig glade børn kan mønstre.

LÆS INTERVIEW

Rasmus Seebach: »Det er rigtigt, at det er banalt, men det synes jeg, hele livet er«

Storebror var med
Under eftermiddagens første nummer, ’Øde ø’, var der både klappen-i-takt-med-hænderne-over-hovedet og indfølte syng-med-passager, alt imens konfettien fløj os om ørerne, og en parade af gnistrende romerlys skød festen i gang.

Der var ikke sparet på noget, og den halvanden time koncert kom grundigt ud i krogene af Seebachs repertoire. Fra letbenede, men suverænt veldrejede popsange som ’Sandstorm’, ’Venner’ og ’Falder’ til en lidt forceret passage med ellers glimrende uptempo numre som ’Natteravn’ og ’Lidt i fem’, hvor vi skulle en tur på klub klokken kvart i fire søndag eftermiddag, alt imens Seebachs storebror, Nicolai, indtog rollen som lidt karikeret hueklædt dj-type, der mest af alt bare tonsede rundt på scenen med armene over hovedet.

LÆS ANMELDELSE

Danmarks største popstjerne hopper på stedet

Rammer rent

Mere naturligt faldt de soulede ballader som den meget fine ’Fri’ og Tommy Seebachs gamle powerballade ’Du’ det dejligste’, der få meter fra mig fik en meget lille pige bag et par store briller til at græde så uhæmmet, at det gjorde ondt indeni.

Og hun var præcis beviset på, hvorfor Seebach snildt kunne have droppet alle de corny budskaber fra scenekanten.

Når han er bedst, er al den pæne og politisk korrekte cellofan komplet overflødig. For hans musik kan ramme så rent, at jeg selv et døgn senere får en klump i halsen bare ved tanken. Han er en stor sanger og måtte for min skyld hjertens gerne bare holde sig til det.

Pernille Jensen

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her