En del af koncerten gik med at finde et ben at stå på.
Det ene øjeblik var det en vagt, der kommanderede os væk fra en sikkerhedszone, det næste blev man skubbet rundt af de uendelige kæder af mennesker, der skar på tværs af salen mellem de flankerende barområder.
LÆS OGSÅ Skrantende elektronisk musik blev reddet lørdag
Den tyske elektroniske trio Moderats koncert, der var udsat fra oktober til lørdag aften efter Sascha Rings motorcykeluheld i efteråret, var et tilløbsstykke her i DR’s koncerthus, hvor foyeren føltes som en bikube.
Øl, tissetrang og hornmusik fra elektroniske baslinjer, der lød, som stak man hovedet ned i en brønd med en messingblæser på bunden. Komprimeret, buldrende og præcist fokuseret som de geometriske linjer, der dansede på skærmene bag de tre pulte og blev forlænget ud i rummet, som sølvsværd, der skar blokke i mørket.
Den kropslige kamp i salen mellem lyttere og dansere, mellem dem, der søger finmekanisk sensibilitet i detaljerne, og dem, der absorberer musikken med kroppen, afspejlede dynamikken på scenen mellem Apparat og Modeselektor, som er de to fraktioner, der udgør samarbejdet Moderat.
Et skridt fra rave
Sascha Ring er Apparat, en musiker med øre for softwarens mikroelementer, og Gernot Bronsert og Sebastian Szary har som Modeselektor været en del af den berlinske klubscene med deres beskidte miks af techno, dub, breakbeats og hiphoppens udadvendte rytmik.
I Moderat mødes de to temperamenter, og sidste års album ’II’ lød som et fuldbyrdet ægteskab, hvor kompromiset hed EDM-pop med vers, omkvæd og rensede kompositioner. Et skridt fra rave til noget, der kunne udvikle sig til fællessang.
Newzealandsk hamstervokal bød på guf til indie-slikmundeMen lørdag viste, at Sascha Rings vokal er en spinkel størrelse, der sammen med den forenklede electronica har svært ved at forløse de katedralske ambitioner om stadionrock, man fornemmer i kompositionerne.
På ’Damage Done’ lød han som en Eurovision-version af Roger Waters, mens de atmosfæriske synthflader voksede som en sæbeboble rundt om det repeterende omkvæd.
Sikkert håndværk
Det var lavpunktet i den del af koncerten, hvor han styrede slaget bag mikrofonen, mens ’Last Time’ var det mest vellykkede forsøg på en popsang med kinesisk lydende melodilinjer, der skar sig smukt ud fra basbunden og tilførte vokalen den følelse, den savner i sig selv.
Så var der gearskifte. Først med en tung og forvrænget udgave af ’Les Grandes Marches’ og så med ’No. 22’, hvor Gernot Bronsert vred en muskuløs dynamik ud af pulten mellem suspense og pumpede forløsninger, hvor et percussivt breakbeat pilede rundt mellem nedslagene fra technobeatet.
LÆS OGSÅ Jazz-hipster spænder bredt, men mangler forløsningen
Moderat rundede blødt af med melankolsk tågesynth tilsat dubbens venlige beats i ’Let In The Light’ og ’Therapy’, der satte punktum med sikkert håndværk og et ekko af Massive Attack, uden at man blev klogere på Moderat, der forsøger at finde deres signatur et sted mellem kække beats, punktvis punkattitude og den emotionelle popsang.
fortsæt med at læse


























