Jeg er ret vild med seje karameller.
Måden hvorpå man ligesom overtaler dem til at afgive smag og ændre form, når man ælter dem med kindtænderne. Gør det hårde blødt igen og med løbende mundvand får processen til at ende i en elastisk sukkermassage af smagsløgene tilsat et lille stænk frydefuld skræk ved tanken om, at det næste lille svup skal suge en plombe med sig.
Connan Mockasin har det åbenbart på samme måde.
Den lige så aparte som afvæbnende unge newzealandske musiker med det borgerlige navn Connan Hosford har lavet sit nye album ’Caramel’ med den erklærede ambition at lave et album, der lyder som karamel.
Der er både noget barnligt og noget sensuelt over den forslugne fornøjelse ved at tygge karameller, og begge dele finder man i rigt mål i Connan Mockasins musik, der typisk beskrives som psykedelisk, men altså snarere er karameliseret.
LÆS MERE Den musikalske mærkværdighed laver musik, der skal lyde som ordet karamel
Ved koncerten i Bremen ender Connan på scenen i åbenstående, råhvid silkepyjamas viklet ind i en dyne med en japansk sangerinde i kimono. Musikken er syret og sensuel, men erotisk betragtet nærmest kysk og naivistisk.
Connor Mockasin tager tråden op fra Marvin Gayes ’Rocking After Midnight’ med sin ’I Wanna Roll With You’, men hvor Gaye på ’Midnight Love’ var en fuldbefaren Loverman, er Connan en afbleget pjevs, der helst bare vil nusse og deles om karamellerne under dynen.
Lyden af sig selv
Connan Hosford er maler og hævder ikke at høre anden musik end den, han selv spiller.
I Bremen får man da også lov til at opleve en musik, der vitterlig mest lyder af sig selv. Som af kvintetten bliver udmalet med improviserede strøg og syrede streger i en blidt flagrende og glimtvis jazzychedelic popmusik.
Ikke mindst den afblegede hovedpersons på en gang raffinerede og barnligt nysgerrige undersøgelse af sin guitars muligheder for at male med kantede klange, skæve akkorder og rumklang giver musikken en elastisk og flydende fornemmelse. Som man vel finder den i den verden under vandet, hvor der udøves ’Forever Dophin Love’, som hittet fra Connan Mockasins forrige album hedder.
Popmusik for syrede havfruer af begge køn leveres med stort engagement og mange skæve smil.
Onkel Peter var en værre én
Men det er først og fremmest numrene og lyden fra det mere særegne end bare sære ’Caramel’, som et decideret nyforelsket publikum i et proppet Bremen gumler, knipser og synger med på.
’It’s Your Body 1’ slår tonerne an, og sjældent har forholdet mellem kroppene været besunget med så afvæbnende uskyld som af denne unge mand med det afblegede pagehår, der det meste af tiden synger med en hamsterstemme, man umiddelbart skal være temmelig alternativ for at finde sexet, men som alligevel trækker i den retning.
Der bliver spredt kærlighed på sange som ’Do I Make You Feel Shy?’ og ’I’m The Man That Will Find You’, der ikke uden humor genopfinder funkmusikkens selvsikre elsker hos en barnligt-nysgerrig fingermalermusiker.
I en grad så sangerinden Sofia Karchi af bare grin har svært at finde sin rolle som avantgardistisk Tudemarie på ’Why Are You Crying?’, fordi Connan netop har fortalt historien om sin danske onkel Peter og de danske pornofilm. Onkel Peter var vist en værre én.
Måske er Connan Mockasin forklædt som alle unge indierock-pigers nye mini-bjørn selv en værre én? Måske ryger der en plombe eller to hos de musikalsk sliksyge. Måske er det lige præcis derfor, man elsker lyden af karamel.
fortsæt med at læse
