Han er en musiker med attitude, den magre israelskamerikanske trompetist Avishai Cohen med fuldgroet rabbinerskæg og et humørfyldt trompetspil, der i musikalsk henseende ikke er bundet af bestemte kosherregler.
Med en glubende appetit synes han at tage fra alle hylder i jazztraditionen, så længe det kan bruges til at udtrykke hans musikalske eksistens her og nu.
Og det var vitterlig musik her og nu i vovet triospil med bassisten Reiner Elizarde og trommeslageren Nasheet Waits, med hvem han stod på scenen for første gang på en netop påbegyndt europaturné. Cohen har dog indspillet hele to gange med Nasheet Waits i sin Triveni-konstellation. Men hvad angår Elizarde, var det sandt nok. Han virkede heller ikke specielt fortrolig med materialet og Cohens musikalske praksis.
For selv om musikken spruttede af spontan energi og friskhed ikke mindst fra Avishai Cohens side, stærkt bakket op af Waits, røg der fra Elizardes side flere finker af panden i situationer med intens nodelæsning og famlende fingre.
LÆS OGSÅ Fem koncerter på Vinterjazz 2014
Det var dog ikke noget problem under det meste af koncerten, hvor de tre musikere formåede at gøre trioformatet uden akkordbærende instrument til et spændende fartøj for moderne jazz med en inciterende kombination af melodisk stramhed og solistisk frihed.
I den retning var det, foruden Cohens egne vignetagtige melodier, især den amerikanske avantgardetradition fra skelsårene omkring 1960, trioen syntes at tage udgangspunkt i med Ornette Coleman, Don Cherry og Charlie Mingus som fiksstjerner.
Fremtidskapital
Trioen leverede da også fortolkninger af de to sidstnævnte i den knap halvanden time lange koncert. Og Cohens egen ’One Man´s Idea’ kunne sagtens have været et virrende tema af Ornette Coleman.
Cohen kunne udtrykke sig fra lavmælt lyrisk finesse til fyrigt blæste højtoner, parafrasere tidlig swingmusik med vibrato i retning af Louis Armstrong, spidde hurtige hardbopfraser, istemme italiensk immigrantmusik eller stænk af en vemodig jødisk folkemelodi.
LÆS OGSÅ Gylden trompet leverede skrøbelig melankoli og sprøde svingninger
Ikke mærkeligt, at den i New York residerende musiker, født i Tel Aviv, er blevet kaldt for en multikulturel jazzmusiker. Men denne stilistiske bredde virker kun som et redskab, ikke som et mål i sig selv. Dette udgøres snarere af et stærkt og personligt udtryk, som med umiddelbarhed og melodisk formsans kan fastholde lytteren og medføre forbavsende øjeblikke.
Alt peger på, at Cohen er en musiker, man roligt kan sætte noget af sin fremtidskapital på.
Også selv om koncerten ikke var fuldt forløst.
fortsæt med at læse
