Rockklassikere i råt for usødet udlægning er opskriften på Steen Jørgensens solodebut, ’Standards For Living ...’. 12 af Sort Sol-sangerens personlige favoritter hugget til med ru røst, dyb bas og flossede guitarfigurer fra Rune Kjeldsens hånd er grundopskriften, som krydres med pigevokal, mandolinplingeling, strygere og andre spartansk doserede variationer.
En grundflot, men også meget ensartet musikalsk iscenesættelse indrammer Steen Jørgensens stemme i en tungt vibrerende og letskummel stemning.
LÆS INTERVIEW Steen Jørgensen: »Jeg har ikke været punk, siden jeg var 19«
’Steen fra Sort Sol’ har i Sort Sols frikvarterer slået sine folder som skuespiller og gæstevokalist uden at give sig i kast med et større soloprojekt. Den halve undtagelse er samarbejdet Ginman/Jørgensen, der i 1998 resulterede i et lille mesterværk. Samme status hører jeg ikke solodebuten produceret af Kristian Levring og Kasper Winding få.
Bjergmassiver af personlighed
Det problematiske er i mine øjne valget af sange.
Tanken har vel været at plukke rocksange, der kan tåle samme fortolker-behandling som jazzens standard-repertoire. En standard skal vise sig åben for fortolkning, men Jørgensen har mest valgt sange, som er regulære bjergmassiver af personlighed uden mange sprækker for fortolkning.
Fra heltegalleriet er valgt de tungeste sange fra de tungeste drenge. I stedet for at gå på opdagelse i rockhistoriens lidt mere dunkle hjørner trækker Jørgensen den ene kanoniserede ko frem efter den anden og ofrer den i et alvorstungt ritual på sin stemmes mørke alter.
På rad og række kommer nogle af de absolut mest kendte numre fra Leonard Cohen, The Beatles, James Brown, Van Morrison, Kraftwerk, Crosby, Stills, Nash & Young, Cream, Bob Dylan, The Doors, Pet Shop Boys, Tom Waits og Joy Division.
Den andagtsfulde alder
Steen Jørgensen gør Cohens ’Who By Fire’ ære med en rank fortolkning, og ’It’s A Man’s Man’s Man’s World’ og Kraftwerks ’The Model’ er faktisk åbne for fortolkning, mens ’Go West’ bliver ucharmerende kitsch.
LÆS OGSÅ Så gik solen i gråt
Ekspunker Jørgensen fremstår som kurator på et rockmuseum, hvor tiden er gået i stå. Man har ventet mange år på et soloalbum fra stemmen fra Sort Sol. Måske skulle Steen Jørgensen have lavet det, inden smagsløgene nåede den andagtsfulde alder.
Sangudvalget er klart nok et kærlighedsarbejde og det er stadig en voldsomt flot stemme at høre på, men det stil- og malmfuldt messende ’Standards For Living ... ’ bliver både for meget og for lidt.
fortsæt med at læse
