Steen Jørgensen står oprejst ved den åbne altandør under størstedelen af interviewet.
Han skal ryge.
»Når jeg stopper en dag, stopper jeg helt. Ikke noget med at trappe ned. Jeg stopper bare«, siger han og smiler, mens højre hånd holder cigaretten hævet ude i kulden, så røgen forsvinder op i skyernes grå lagkage.
Indenfor i varmen hænger venstre ærmegab karakteristisk tomt ned. Armen stopper før albuen, en medfødt defekt, der hos Steen Jørgensen altid har virket mere som en effekt.
En del af rockstjernens aura af mystisk uopnåelighed, der også er formet af mørket i den smukke stemme. Ansigtet vender han skiftevis bort for at ryge og tilbage igen for at besvare spørgsmål om, hvad det er for et menneske, der nu debuterer med coverversioner, og hvem Steen Jørgensen egentlig er som solist. Vi er i et mødelokale i et pladeselskab i indre København.
»Jeg er stadigvæk en glad, lidt vred, fortvivlet, ulykkelig, lykkelig, sammensat mand. Sammensat af alt, hvad der nu engang er at komme efter i det her liv. Jeg har ikke nogen oneliner om, hvem jeg er«, siger han.
En venlig mæcen
På sit første soloalbum, ’Standards for Living ...’, fortolker Sort Sols 54-årige forsanger numre af blandt andre The Beatles, Leonard Cohen, Kraftwerk og James Brown. Ideen til pladen er filminstruktøren Kristian Levrings. Hver sommer holder han en stor privat fest i Nordsjælland, og her har Steen Jørgensen flere gange optrådt foran et orkester med et repertoire som det på pladen.
»Og så siger Kristian på et tidspunkt: »Skal vi ikke indspille nogle af de her sange?««, fortæller Steen Jørgensen.
Pladen kom til verden over ti decemberdage i 2010, men har ligget og ventet på den rette timing for udgivelse. Sangene er optaget i The Beatles’ legendariske Abbey Road-studie og produceret af Kristian Levring og Kasper Winding. Regningen tog filminstruktøren sig af.
Hvorfor egentlig det?
»Jamen, Kristian er min ven. Og han har altså de muligheder der«, siger Steen Jørgensen, der ikke mener, at pladen ville være blevet til noget uden mæcenen.
Steen Jørgensen debuterede i 1977 som forsanger i Sods, der blev kaldt Danmarks første punkband, og som senere under navnet Sort Sol og med det melankolske megahit ’Let Your Fingers Do the Walking’ placerede sig som en af nyere dansk musikhistories største succeser. Og den sorte sol lyser stadig, i foråret var bandet på en stor landsdækkende turne. Nye sange arbejdes der også på.
Steen Jørgensens guide til København »Det er smukt - det er punk!«Men på sin soloplade hylder Steen Jørgensen musik fra tiden, før han selv blev aktiv.
»Pladen signalerer noget om smag. Jeg viser, hvilken musik der har været med til at præge mig, og hylder min ungdoms helte. Man må godt vise, hvor tingene kommer fra. Og det kan man se, når man er blevet ældre«, siger Steen Jørgensen, der kun var 5-6 år gammel, da han begyndte at samle på singleplader i 1960’ernes København.
»Jeg kan huske, at jeg var meget fascineret af Stones’ og Beatles’ singler, som lå i vinduerne i de her radiobutikker, som solgte radioer og fjernsyn. Fuldstændig fascineret af musikken. Og billederne af dem! Det var sgu mere interessant end legetøj«.
Den første punker
’Standards for Living ...’ er også en plade, der fortæller om, hvad punken angreb.
»Punk var et oprør mod det hele, samfundet, musikken, alt. Det var en finger til det hele, og vi blev jo af nogen opfattet som værende decideret samfundsfjendtlige«, siger Steen Jørgensen.
»Men da punk går i gang, og vi er 17-19 år, er der sådan en meget almindelig opfattelse af, at »nå ja, de spiller punk, fordi det er den musik, de kender ...«. Nej! Vi kendte alt, hvad der lå forud for os. Det var netop derfor, vi var i stand til at gøre oprør«.
Hvad var det, I ville dengang?
»Jamen, vi ville have en plads i historien, selvfølgelig. Målet var at lave en punkplade, som ville skabe sit eget rum og sin egen plads. Og vi var sikre på, at det ville ske. Vi vidste, at vi ville ændre historien«.
Da Steen Jørgensen var 19, udkom ’Minutes to Go’, som mange anser for at være den første danske punkplade. Bagefter sagde han op som punker. Og flyttede sig sammen med resten af bandet ind i den mere medgørlige musikgenre postpunk.
»Vi havde været en lille del af noget stort, der foregik i både England og USA i de store byer. Vi var ikke Ramones eller Patti Smith eller Sex Pistols, men sådan på lokalt plan. Og jeg synes da, det lykkedes os at lave en superfin punkplade. Men for mig sluttede det med den. Siden har jeg så i 25 år fået spørgsmålet: »Hvorfor er du ikke punk mere?«. Eller: »Hvordan kan du være coach i et talentprogram på TV 2?«. Øh, jeg har ikke været punk, siden jeg var 19«.
Hvordan har du det med den type spørgsmål?
»De er rimelig trivielle. Jeg ved bare, at de kommer hele tiden. Det kan ikke undgås. Folk forbinder jo én med noget. Og jeg er så den første punker i Danmark – og det er jeg da beæret over, at folk tænker. Men jeg er jo ikke den samme oprører som 54-årig«.
LÆS OGSÅ
Hvorfor kan man ikke gøre oprør, når man er 54?
»Fordi man har gjort det«.
Steen Jørgensen smiler et ulvesmil og rejser sig fra sofaen for at ryge ved altandøren igen.
Man kunne vel også kritisere dig for denne her plade? Sige, at det var en plade fra en festsanger, fra en levende jukeboks, der skal ud at ligge under juletræet?
»Ja ... Men lige omkring de ting, jeg spiller hos Kristian til den der sommerfest: Det er ikke partymusik. Og der er i øvrigt ikke noget galt med partymusik. Jeg er bare ikke særlig god til at lave det selv«.
Tekster tager tid
Steen Jørgensen er først og fremmest sanger, og han oplever det som helt naturligt, at hans første soloudspil er kendte sange skrevet af andre.
Har du tænkt det som et problem i din karriere, at du ikke selv var sangskriver?
»Nej. Altså, jeg arbejder meget langsomt, når det kommer til tekster. Der er nogen, som det bare flyder ud af. Sådan en er jeg ikke«.
Har du ønsket at være sådan en?
»Jeg har bare erkendt, at det var sådan. Jeg kan jo sagtens skrive en tekst. Jeg kan også skrive en god. Men det tager tid«.
LÆS OGSÅ Uforglemmelig dag markerede dansk punks stjernestund
Steen Jørgensen står ved altandøren igen. Vi er ved at runde af.
Du har røget mange cigaretter.
»Har jeg? Er det ikke kun den tredje?«.
Det er den femte.
»Nej, det er den tredje. Jeg holder øje med det. Det er kun den tredje«.
Jeg tror, det er den femte.
»Okay, lad os sige fire så«.
fortsæt med at læse
