Jeg har ikke tal på, hvor mange bands der har prøvet at skræmme bukserne af mig med hæslige grimasser, groteske tatoveringer, djævelske fingertegn, dystre basgange og skumle tekster.
Men det meste af det er jo mere eller mindre underholdende tegneseriedjævelskab. Rockmusik, som virkelig føles skræmmende, er en sjældenhed. En af de undtagelser, jeg må tage seriøst, er Swans.
Hvor det meste af rockens uhygge lyder som et forsinket teenageoprør, runger Swans af tidløs atavisme. Den slags, der flækker brystkasser med lyd for at ofre lytterens hjerte til en gammel tids glemte guder.
At høre Swans er som at høre helvedes porte åbne sig med fortabte sjæles klagende knagen. Iscenesat som et rastløst rockeksperiment.
En skælvende monolit af lyd og tidløst på den hårde måde. Swans bedækker alle rockmusikkens gode vibrationer med permafrost.
Genopstandenlsen
Michael Gira har stået i spidsen for Swans siden 1982. I mange år som en slags duo med sangerinden Jarboe.
Sammen lavede de nogle ret fantastiske plader, men bevægede sig indimellem med sit lovligt lækkert iscenesatte kompromisløse sortsyn også faretruende tæt på selvparodiens gyngende grund.
Swans opløste sig selv. Michael Gira koncentrerede sig i en årrække om sin rolle som stilsikker chef for sit eget skarpe lille pladeselskab, Young God Records.
Artrockere leverer en larmende og lidt for ensformig koncertI 2010 genopstod Swans uden Jarboe, men som et taktstærkt og eksperimenterende orkester under Michael Giras ledelse. Og det er, som om Swans har fundet et nyt grumt gear, der fører musikken ind i et endnu tættere mørke, endnu længere fra musikkens alfarvej.
Stadig med støj, men nu også med stilhed og noget, der ligner ømhed, gnaver Swans sig ind i et eget bud på et spirituelt univers, der på én gang er fuldstændig illusionsforladt og løfterigt og musikalsk noget af det tætteste, rockmusikken kommer på fri jazz.
Ikke uden omkostninger
Michael Giras vingefang vokser overraskende i disse år.
Til et udtryk, som også denne gang kræver et tredobbelt album og helst udtrykker sig i små nette sange på mellem 8 og 18 minutters varighed.
Efter den stærke tilbagekomst med ’My Father Will Guide Me Up a Rope To The Sky’ landede i 2012 det massive værk ’The Seer’, hvor tripelalbummets titelsang klokkede ind på 32 minutter.
Hvilket Gira overtrumfer på Swans’ nye tripelalbum ’To Be Kind’, hvor den trommehindetæskende serenade ’Bring The Sun/Toussaint L’Overture’ dedikeret til frihed, lighed, broderskab og Guds død med dertil hørende voodooblod, lusker sig op på 34 lamslående minutter.
Det skal ikke være let eller omkostningsfrit at dyrke Swans!
Et hold tæt sammenspillede sortguldgravere
Tidlige titler som ’Filth’, ’Greed’ og ’The Burning World’ antyder, at Swans aldrig har været for eksistentielle tøsedrenge. Det er de stadig ikke.
Man skal sådan lige tage sig sammen til at lægge sig foran damptromlen og nyde køreturen. Men siden 2010 er der kommet en ny inderlig skønhed og en meditativ fordybelse i sortsang og desperation, som gør, at Swans så rigeligt belønner tålmodigheden.
Bandet bestående af Norman Westberg, Phil Puleo, Christoph Hahn, Thor Harris og Christopher Pravdica er blevet et hold tæt sammenspillede sortguldgravere, der med lange seje tag borer sig dybt ned i støjrockens materier.
Hyldest til Kirsten Dunst
’Kirsten Supine’ er en hyldest til Kirsten Dunst i Lars von Triers ’Melancholia’. Et undergangscenario, som naturligt nok interesserer en apokalyptisk rockrytter som Michael Gira og en af de fire sange, hvor St. Vincent synger kor.
Blandt de andre prominente gæster, som stiller op for at lade sig drukne i den sorte svanesø, er Cold Specks og Little Annie, der synger duet med Gira på ’Some Things We Do’.
Digters lommeulds-rock roder stædigt rundt i den sorte mascaraEndnu en hyldest til de grundlæggende ting i livet – »we heal, we fuck, we pray, we hate« – hugget ud af kødet med hammer, mejsel, spade og tamtam.
’She Loves Us’ lyder da sådan lidt Beatles-agtigt på titlen? Men ikke, da først en klagende knirken glider over i en brutal og monoton ceremoniel ’påkaldelse’ med guitar, percussion og primitivt kor.
Og slet ikke, da først Michael Gira åbner munden og messer: »I am no thing / I am no one / Come to my mouth / Come to my tongue / I am your girl / I am your son / Come to my house / Come to my lung /«. Og så fremdeles i 17 mesmeriske minutter.
Det stædige håb
Giras tekster er neoprimitive udråb og bønfaldelser, hvor had, begær, kærlighed og fortvivlelse skyller ind over hinanden som spasmer i et indre univers. Det menneskelige hakket og hugget helt ned til essenser af eksistens.
Byggeklodserne, der ramler og karambolerer katastrofalt. Indre helvedesvisioner og dagbogsfragmenter som spy, edder og midnatsbønner.
Og så alligevel inficeret af det stædige håb, der giver det alt sammen mening. »To be real, to be new«, som han synger på titelnummeret ’To Be Kind’.
Vær kulturel i København: Fem festivaler i juniAt give fortabt og blive fundet i rummets lyde og øjnenes stjerner.
For jo, et eller andet sted er dette offerbrøl fra sjælens desperate kødsnedker også en drøm om at genopstå lutret i en kompromisløs kærlighedssang til kvinden, guddommen og tilværelsens højhelligt besudlede stofskifte.
fortsæt med at læse
