Et Lazaretto er et hospital for spedalske, et sted, hvor de få betændte kan isoleres fra alle de andre. Lige et sted for den utilpassede Jack White. For selv om han med The White Stripes og sine rockbands The Raconteurs og The Dead Weather for længst har brændemærket sig ind i musikhistorien som retrorockens Willy Wonka, vil han stadig helst stå uden for den generelle verdensorden og spille de udstødtes blues.

Og stod det til Jack White, ville det være nutiden med sin teknologiske udvikling, dårlige plastiklyd og udjævning af forskellen på kønnene, der kom i karantæne.

38-årige Jack White er ikke bare interesseret i fortiden, men fuldkommen fanget i den. Med sit pladeselskab Third Man Records har han netop stået for Neil Youngs soniske tidsrejse i et restaureret telefonboksstudie, en Voice-O-Graph fra 1947, White er i bestyrelsen for Library Of Congress’ konservering af amerikanske musikindspilninger, og på sit andet soloalbum åbner han med en forskydning af Blind Willie McTells ’Three Women Blues’.

»I got three woman/ red, blonde and brunette/ I took a digital photograph to pick which one I like«.

Allerede The White Stripes-albummet ’De Stijl’ var dedikeret til Blind Willie McTell, og teksterne på ’Lazaretto’ er ifølge White selv bygget over forskellige tekster, han skrev som 19-årig. Han genbesøger således både traditionen og sig selv. Men han gør det med en musikalsk intensitet, der vælter væggene i hans mentale fortidsfængsel, og den selvironiske punktering redder ham fra at stivne midt i en baglæns saltomortale.

Ned i bluesrockens tidslommer

Modsat de korte og intense indspilninger, som prægede excentrikeren Whites tidlige og spontant hvinende White Stripes-album og sådan set også solodebuten ’Blunderbuss’ for to år siden, har White denne gang brugt flere måneder på de 11 sange, der nu eksploderer dybt ned i bluesrockens tidslommer på ’Lazaretto’.

Det lange træk har ikke fjernet White fra den traditionsbevidste tilgang, men det har skabt et vovet album, der sprudler af melodier og sitrer af påtrængende lyde i alle krogene. Den normalt så stramme stilist, der har iklædt alle sine ansatte på Third Man i gul, sort og hvid som et popkulturelt genoptryk af Mondrian, tager ganske enkelt chancer, der er langt fra de simple riffs, han blev kendt for.

Det ene øjeblik har Jack White benzin i blodet og skærer med guitaren refrænet ind i den ordløse ’High Ball Stepper’, det næste klamrer hans spæde stemme sig til Maggie Björklunds, mens de svæver usikkert over kærlighedens sorte slugter på den country-ømme ’Temporary Ground’:

»Moving without motion/ screaming without sound/ across an open ocean/ lying there on temporary ground«.

Det er stadig Jack White mod rosset. Han er kærlighedens sårede kriger og den udstødte, der i et slukøret Rolling Stones-øjeblik og med en pedalsteel skutter sig i sin helt egen verden:

»’Stop what you're doing and get back in line’/ I hear this from people all the time/ ’If we can’t be happy then you can’t be too’/ I’m tired of being told what to do«.

Men Whites kronisk indebrændte humør bliver omsat til kraftudladninger på episke rocksange som ’Would You Fight for My Love?’, hvis ikke det snubler over klichémorskab som ’Just One Drink’:

»You drink water, I drink gasoline/ one of us is happy, one of us is mean«.

At Jack White fortsætter sit eksil i en tilskåret forestilling om fortiden, er der ingen tvivl om. Men alle hans gimmicks og næsten barnlige vrængen ad verden bliver gennemhullet af det musikalske vovemod og et gnæggende grin fra den indre joker. På den måde ryster han det træ af traditioner, han altid har stået og gøet op ad.

fortsæt med at læse

Portræt af en afløser: Ligbleg møbelpolstrer skal redde Orange i aften