Pixies fyrede den kraftigt af i Falconer. Det kunne man ikke nægte. Der blev spillet, så trommehinderne blafrede, og der blev delt gavmildt ud af gamle træffere fra bandets korte hektiske pladeliv 1987-91.
Alligevel var der en fornemmelse af distance. Som om der blev liret af. Om end på højt niveau.
LÆS OGSÅ
Måske er det bare for mærkeligt, at et band, der engang var et af de vildeste band på Planeten Sound, nu er levebrødsorkester på 10. år. Siden genforeningen i 2004 har bandet turneret utrætteligt med de gamle numre.
Situationen må være underlig for den i perioder rastløst produktive Black Francis, der under navnet Frank Black udgav mange ujævne plader med fine sange i perioden mellem Pixies’ død og genopstandelse.
I revival-limbo
Denne aften stod en ny Pixies-bassist på scenen. Den ene Kim er blevet erstattet af en anden.
Medgrundlæggeren Kim Deal er gået og afløst af Kim Shattuck fra The Muffs. Kim Shattuck var både målt på basspil og entusiasme et frisk pust, og på et andet punkt kan Kim Deals afgang vise sig at være lige, hvad Pixies har brug for.
Noget tyder nemlig på, det var Deal, der nedlagde veto mod at indspille et nyt Pixies-album. Selv om det indlysende er, hvad bandet har behov for, hvis det skal vriste sig løs fra sit revival-limbo og en tilværelse som sin egen fjerne forhistories partyband.
Og næppe er Deal ude ad døren, før en ny ep udsendes. I kølvandet på singlen ’Bagboy’, der på scenen lød både velkendt og anderledes. Måske et løfte om morgenluft, som fik Pixies til at give den hele armen, selv om for mange numre lød som mekanisk-energiske leverancer fra et band, der fandt det lettere automatisk at skrue op for punkdrønet end at finde ind til en ny mening med de gamle sange.
Steen Jørgensen: »Jeg har ikke været punk, siden jeg var 19«Men hvis Pixies rent faktisk får pustet nyt liv i sangkataloget, har man et stærkt fundament. Trods sin indimellem uengagerede udstråling sang Black Francis så fint som nogensinde, groft opfindsomme Joey Santiago har stadig en af rockmusikkens mest skarpkantede guitarlyde, og med David Lovering og Kim Shattuck til at banke rust af pulsen var den kværnende rockmaskine ikke kun på ’Bone Machine’ massivt velfungerende.
De tamme vilde
Selv om Pixies har inspireret talløse bands, er kombinationen af teksternes syrede surrealisme og guitarernes forening af surf og punk den dag i dag en opskrift, som ene og alene står for Pixies’ regning. Black Francis er en af den hårde rocks få store absurdister.
Der var ufattelig meget knald på, da Pixies nogle år før Nirvanas ’Nevermind’ satte ny stærkstrøm på punkens efterladenskaber med original skærebrænder-surfguitar. I de år var Pixies de unge vilde. Øjeblikket tilhørte dem, og de tilhørte øjeblikket. Derfor er det som at se tamme vilde spille at se dem gøre det samme gamle øjeblik til en levevej på 10. år.
LÆS OGSÅ Rasmus Nøhr: »Nu vil jeg gerne snart have det til at lykkes med den kærlighed«
Det startede småsløjt med matte udgaver af ’Caribou’ og ’Monkey Gone To Heaven’, og så gik det ellers slag i slag med ’Wave Of Mutilation’, ’Nimrod’s Son’, ’Velouria’, ’Here Comes Your Man’ som pligtstof og ’Cactus’ fra ’Surfer Rosa’, som Bowie gav nyt liv på ’Heathen’. Bowie fortolkede ’Cactus’ med en følsomhed, der ikke er del af Pixies-pakken.
Men måske er det den dimension, der skal lokkes på banen, hvis de engang så unge vilde ikke bare skal forblive i deres selvdefinerede reservat for gamle vildbasser og rutineret galimatias, men opdage en ny musikalsk frihed.
Den power, Pixies slap løs i de tre ekstranumre ’Planet Of Sound’, ’Bone Machine’ og ’Vamos’, er der stadig ikke mange, der gør dem efter.
fortsæt med at læse
