Det meste gode popmusik er enkel, uimodståelig og i de bedste tilfælde selvantændeligt. Men så er der den anden poptradition: den sofistikerede og smagfuldt vævede pop, der ofte har en langt større slidstyrke.
Canadiske Stars har med tre tidligere album indskrevet sig i denne tradition med avancerede melodistruktur, detaljerigdom og raffinerede tekster. På kvintettens fjerde album bliver disse elementer igen slynget sammen til en arabesk af en sofistikeret og god popplade, der trods forførende højdepunkter alligevel er for pæn i indpakning til at være helt igennem fremragende.




























