Det er efterhånden længe siden, at danskdyrket country mest var et folklorefænomen, man kunne møde mellem store Stetsonhatte i den amerikanske kulturklub eller til bal i den lokale squaredanceforening, hvor der blev luftet flæser og læderslips til solide toner fra Nashville.
På de mindre danske spillesteder er en skare af danske bands som Duck & Cover, One-Eyed Mule, The Risktaker: Bob le Flambeur og Cody vokset frem, og de både dyrker traditionerne stilbevidst og blander dem op med spanske guitarkrøller, punkdyster rock eller vaklende smuk sangskrivning.




























