Lyt til artiklen
Musikken runger af både svundne tiders viser, hiphop og lirekassemænd på trioen Balstyrkos debutalbum, og teksternes skumringspoesi væver et kludetæppe sammen af markedspladsgøgl, samtidskritik og melankoli. Genremæssigt bliver reggae skruet ned i rytmerne under en sang, der kunne være af Jørgen og Grethe Ingmann, og mens der indtages kaffe og MDMA (stoffet ecstasy, red.) i én tekst, snurrer en gamle karrusel nådesløst i en anden. Alligevel kommer Balstyrko ikke til at hænge så meget på mellemhånd, som man kunne frygte.
Dunkelt billedsprog
Den knirkende stemning og de gode melodier binder albummet sammen, og stritter teksterne umiddelbart i flere retninger, bruges det dunkle billedsprog overordnet til at spejle en eksistentiel tristesse, hvor døden hvisker rundt langs de indre sanglinjer.
Bag de 17 guldbestøvede sange står Ormen, Ane Trolle og Blæs Bukki, der hver især allerede har plantet adskillige flag i den dansk musikmuld.
