Oprindelig var han dansk technos begavede flab, der med ’Mer strøm’ i 1997 satte fut under minimalismen og med lyden af legetøjsinstrumenter gjorde humor, fantasi og personlighed til muligheder inden for den ellers ofte attitudelåste og anonyme scene for elektronisk musik. I dag holder 34-årige Bjørn Christiansen fast i sit dæknavn, men efter en albumpause på ni år er han tilbage i en mere moden og mindre morsom udgave. Men han kan stadig trække jorden væk under enhver, der stikker ørerne i hans lydmaskine.
Kemiske formler
Siden ’Kan tropisk’ fra 2001 har Bjørn Svin boet i Berlin og New York og har leget en hel del med klassisk musik i blandt andet miks af Stravinskys ’Le Sacre du Printemps’ og koncerter med blæserkvintetten Carion.
Det sidste kan man godt høre på ’Browen’. Det er den kompositoriske lydmanipulator mere end den dansedikterende humørbombe, der præger de 14 tracks med mystiske navne som ’WroM’, ’owW’ og ’enboO’. I efterdrønet fra de musikalske eksperimenter minder navnene lidt om talløse kemiske formler.




























