Hvis nu Madonna var stået af et andet sted i New York dengang i slutningen af 1970’erne og i stedet for at havne i dansestudierne var blevet rodet ind i den eksperimenterende kunstscene, kunne hun godt have lydt, som danske Coco Moon gør i dag. Århuskvintettens forsangerinde, Nana Odderskær, har de samme lysende popfraseringer som den helt unge Madonna, men Coco Moon har lidt mere mod på poptilværelsen og eksperimenterer ufortrødent rundt med enkle midler, der udfordrer den gode popsang uden at rive den gode melodi over.
Kate Bush-dramatik
Sangens fængende linjer og den diskrete funk i rytmeafdelingen bliver suppleret af overrumplende elektroniske lyde eller en kantet guitar – isoleret i mikset. Og så kan Odderskær meget andet end at minde om Madonna. Med sans for alternativ pop, en storladen Kate Bush-dramatik på lur og tæft for melodisk timing månelander hun – sammen med sine velspillende kompagnoner – debutskiven et fornemt sted, der fortjener talrige besøg.




























