»How you feeling MCA?« spørger de to kammerater i Beastie Boys et sted i starten af deres ottende studiealbum. Og Mike D og Ad-Rock er nok ikke de eneste, der går og tænker på MCA’s helbred. For to år siden kom det frem, at rapperen MCA var blevet ramt af cancer. I en videopressemeddelelse på YouTube sad MCA i studiet sammen med Mike D og fortalte åbent om sin sygdom: »Min hals var hævet i flere måneder, ligesom når du er forkølet eller har ondt i halsen. Til sidst gik jeg til min læge og fik hos en specialist konstateret kræft i en spytkirtel«, fortalte MCA og fortsatte fortrøstningsfuldt: »Den gode nyhed er, at det ikke har spredt sig, og at man normalt kan behandle den her form for cancer«. Videomeddelelsen sluttede med en joke fra Mike D, der spillede uvidende om det hele. Selv i en alvorlig stund slog de gamle spasmagere et grin af hinanden. En kraftfuld kolbøtte Men det var en tungsindig tid. Beastie Boys havde netop udsendt førstesinglen fra deres planlagte album ’Hot Sauce Committee Part One’, og nu havnede det nærmest færdige i kassen for livets generelle uvisheder, mens MCA undergik operation og strålebehandling. Koncerter blev aflyst, og gang på gang blev albummet udskudt, før det til sidst helt blev droppet. Da MCA i januar blev erklæret klar til at genoptage musikken, gik Brooklyns tre gråsprængte lømler direkte til fortsættelsen med ’Hot Sauce Committee Part Two’. Den udkommer i dag, og her svarer MCA med den stadig hæse stemme sine to kumpaner: »Well I feel right/ I speak my words on the track cause the track sound tight«. Og det er lige præcis sagen. De veloplagte numre kalder på nye ord fra Beastie Boys, og trioen leverer dem i stimer af gakkede rim på et album, der slår en kraftfuld kolbøtte tilbage til krydsfeltet af underlige ideer, højt humør og rappende staccato, der løftede Beastie Boys op i deres egen liga i 1990’erne. Efter at have givet den hvide hiphop fløsens karakter og en del sladderbladskulør i 1980’erne med det råbende debutalbum ’Licensed To Ill’ havnede Beastie Boys i skammekrogen. Der var ingen respekt fra hiphopmiljøet, og de larmende jokes futtede hurtigt af i popland. Men Mike D, Ad-Rock og MCA kom et helt tredje sted fra, nemlig post-punken. Herfra medbragte de viljen til at gøre tingene selv – og gøre dem helt anderledes. Hvad end de spillede halvdårlig punk eller gav den som uskolede rappere. For Beastie Boys har det altid handlet om at finde deres egne veje, helst drevet af begejstring. Cool revolutionærer Og da de i 1989 kom tilbage til New York efter en smuttur til Los Angeles var det med mesterværket ’Paul’s Boutique’ under armen. Dengang fik de på puklen for ikke at leve op til rollerne som skarnsunger, men ambitionerne havde ændret sig, og i stedet satte Beastie Boys sammen med producerteamet Dust Brothers en musikhistorisk milepæl. Et pejlemærke for brugen af sampling, en åbenbaring for 1990’ernes kommende eklektiske pop og en genopfindelse af sig selv som konger af nasal galskab – med en aura af coolness.
Beastie Boys blev overraskende nok hipsterhoppens ikoniske grundlæggere og forvandlede sig til en musikalsk opfindertrio, der sprudlede af genremæssig opdagelseslyst. Uden at den satiriske flabethed var gemt særlig langt væk. Roller de spillede til perfektion op gennem 1990’ernes album ’Check Your Head’ og ’Ill Communication’. Og med en telelinse kigger de nu sig selv efter i rytmerne på ’Hot Sauce Committee Part Two’, hvor den kreative kværn atter er kommet i groovy gear oven på det småsløje instrumentale mellemspil ’The Mix-Up’ fra 2007. Godt nok hænger de ud på deres gamle funk-psykedeliske legeplads, men for første gang i mange år lyder Beastie Boys ikke bare, som om de automatisk skal være på udkig efter nyt terræn.
