Allerede dengang Raphael Saadiq var en tredjedel af den silkebløde new jack swing succes Tony! Toni! Toné!, havde han hang til sort-hvide billedforbindelser til en svunden tid af sød soulmusik.
Og efter et kulørt mellemstop i supergruppen Lucy Pearl har Raphael Saadiq i de sidste ti år som solist for alvor forfulgt og forfinet sine tidsrejser tilbage til 1960’ernes soul med Motowns fornemmelser for pop. Således også på det femte udspil fra Saadiq, der med schweizisk præcision og brændende indlevelse skruer tiden tilbage til de 1960’ere, hovedpersonen ikke var en del af. Den kollektive erindring om løjerne i Detroit og Memphis, der gemmer sig i stakken af gamle soulplader, er nok for Saadiq. Imponerende og kompromisløst Med et sideblik i retning af Chuck Berrys guitarenergi og med en vokalproduktion, der skranter i kanten i sin mimen af fortidens lyd, farer Saadiq energisk gennem tætsiddende rock’n’soul på ’Heart attack’, sænker tempoet nydelsesfuldt på den febrile, smukke ’Good Man’ og puster melodiske tyggegummibobler på den kvikke ’Day Dreams’.
