Lyt til artiklen
Det er et velkendt fænomen. Når en subgenre bryder ud af sin undergrundslomme og fænger an hos det brede publikum, følger de gnavne miner hurtigt med. Hos alle dem, der (også) dyrker deres nicheidentitet i opposition til massernes fællessang. I løbet af foråret er det sket igen i den engelske klubmusik, hvor navne som James Blake og Jamie Woon har flyttet de tunge basgange fra klubbernes natpuls ind på hitlisterne og ud på radiobølgerne.
LÆS OGSÅ Nysgerrigt geni rev Vega fra hinanden
Begge har rødder i en subgenre som den dunkle dubstep, men tilsat soulede vokalspor og stærke melodier har Blake og Woon løftet deres sange ud af dj’ens sømløse miks og placeret dem som knappenåle øverst på mainstreamkulturens succeslister.
Det har fået puritanerne i nettets diskussionsklubber til at lede efter en genrebetegnelse, der kan indkapsle denne paria af popmusik.
