I popmusikkens kulørte verden er radikal nytænkning sjældent esset, der skal spilles, hvis hitlistens førsteplads er målet. De fleste poptimister er mere optaget af at fylde den dybe tallerken til randen end at opfinde den på ny. Men ind imellem vores daglige indtagelser af signaler fra radioen, musikbloggen eller mp3-afspilleren har der gennem pop- og rockmusikkens historie altid været nogle enere, der brød med vanetænkningen, trak os i ørerne og gav trygheden en mavepuster. Idiosynkratiske musikere som Brian Eno, Scott Walker eller Laurie Andersson kan helt enkelt ændre den måde, du lytter på. Det samme har altid været kendetegnet for den enigmatiske Kate Bush. Stød gennem trommehinden Siden hun som bare 19-årig debuterede i 1978 med de stormfulde højder på ’The Kick Inside’, har den artrockende, avantgardejazzede og samplerpoppede sangerinde søgt sine helt egne veje. Ofte fra maskiner og introspektive sindstilstande udi naturromantiske arabesker af kødets drifter, spirituel længsel og litterære referencer. Bare én enkelt turné blev det til (i 1979), og siden de første pænt produktive år har der været pauser på op til tolv år mellem værkerne. LÆS OGSÅ Men efter endnu en pause på seks år udkom hendes genindspilning af egne sange på ’Director’ cut’ tidligere i år, og nu overrasker hun alle med et helt ny album af originale kompositioner. Det mest overrumplende er dog, at Kate Bush atter formår at skabe et værk, der med poppens lethed og eksperimentets tyngde atter sender stød gennem den slumrende trommehinde. Hypnotiserende Som titlen antyder, løber sne gennem albummet som en tematisk sølvtråd. De mange navne på det hvide himmeldrys vælter ikke frem som grønlandske ord ud af munden på frøken Smilla, men formes som små fabler og tilisede indre landskaber. Iscenesat af en dybere stemme fra Kate Bush, der svøbt i rumklang på albummets første tre utrolige sange fører en både tilbageholdt og underspillet dramatisk dialog med klaveret.
LÆS OGSÅKate Bush er på sporet af den forsvundne vellyd Gennem en dis af synthklange, hvor en enkelt skælvende guitar stikker op som et nøgent træ, der med krogede grene rækker ud mellem de dalende snefnug. Hypnotiserende finder klaverets simple temaer et meditativt drev, der passer så slående til den faldende sne og den måde, den bremser vores færd ud ad hoveddøren og vender os indad. Med blikket stirrende tomt ud ad sjælens vindue. Berusende omkvæd På ’Snowflake’ synger Bush »the world is so loud«, hvilket måske er snefnuggets oplevelse, men ellers står i skærende kontrast til de lavmælte sange. Og til det dække af nyfalden sne, der altid ændrer akustikken omkring os, når den lægger sig mellem storbyens lodrette vægge og ruller sig ud over de sorte marker.

I løbet af 35 minutter glider de tre første sange umærkeligt ind over hinanden som detaljerige variationer over den samme sindsstemning, og da en markeret rytme træder ind på ’Wild Man’, er det både en fornøjelse at mærke popmusikkens melodiøse genkendelighed afløse sekvenser af højstemt kirkesange og skjult rullende trommer, men samtidig en forstyrrelse. Mens de stejlende keyboardflader løfter det berusende omkvæd (albummets stærkeste), indser man pludselig, at man også er blev vækket og revet ud af en magisk tilstand. Et bibliotek af drømme Men lige så fortryllende Kate Bush kan være, når hun demonstrativt bryder popsangens skabelon ned til summende, dunkle visioner, lige så melodisk mesterlig er hun samtidig i den mere rene sangskrivning. Den præger også titelnummeret med en reciterende Stephen Fry og ’Snowed In at Wheeler Street’, hvor Elton John dukker op på det vibrerende keyboardfundament. Duetten et er ikke øm som Bush og Peter Gabriel i ’Don’t Give Up’, men Kate Bush lukker her op for sine stemmes vingefang og lokker Elton John med ud på isen. LÆS OGSÅSelektiv stjernesangerinde bryder stilheden Og så er der teksterne. Teksterne, mand! Vi hvirvler søgende mod jorden, snemandens hånd smelter i pigens, yetien er på drabelig flugt langs det tibetanske plateau, en kærlighedsfortælling sprænger tidens rammer, og vi tælles ned gennem de 49 andre ord for sne. En sang af Kate Bush kan stadig være et mysterium, et bibliotek af drømme, en moderne fabel eller et hallucinerende nedslag i Lake Tahoe. Som en slyngplantes forgrenede rødder væver teksterne sig ned i den musikalske muld og medskaber den slags sange, der ikke er til at afkode dybden af ved et enkelt lyt. Men giver man sig først hen, er ørerne ikke helt de samme bagefter. FACEBOOK