I løbet af de 35 år, der er gået, siden Black Sabbath sidst indspillede med Ozzy Osbourne, er metalrocken muteret som en aggressiv ebolavirus.
Det tager guitarist Tony Iommi, bassist Geezer Butler og Osbourne dog ikke notits af på det album, produceren Rick Rubin har kæmpet for i 13 år.
LÆS OGSÅ
På otte absolut hæderlige sange spoler de tiden tilbage til udgangspunktet i starten 1970’erne, hvor Black Sabbath stod fadder til metalgenrerne ved at sænke tempoet i 1960’ernes bluesrock og skabe soundtracket til 1970’ernes mentale kriselandskab.
Black Sabbaths dommedagsblues har skiftet Vietnamkrig ud med dødens personlige slagskygger, og i Rick Rubins hænder har de genfundet den blytunge lyd, der holder det teatralske i ave, mens Ozzys spæde stemme messer: »I don’t mind dying ’cause I’m already dead«. Så galt er det faktisk ikke fat.
LÆS OGSÅ
Black Sabbath formår med kraftfulde riff og bratte skift at mane et indre mørke frem igen.
Slet ikke dårligt, men dog stadig et ekko af det samme band i en anden tid.
fortsæt med at læse
