Hvis en fjern fætter fra fremtiden kunne have råbt mig op dengang i 1971 og fået mig til at skrue ned for ’Master of Reality’, så han kunne fortælle mig, at Black Sabbath stadig ville være på landevejen som rockband i 2013, ville jeg nok have været en anelse skeptisk.
Men her er vi altså. ’Master of Reality’ står stadig i pladereolen og i Forum var der stuvende fuldt, da heavy metals ’gründer’-kvartet gik næsten intakt på scenen. Ozzy Osbourne, Tony Iommi og Geezer Butler forstærket med det unge tæskeværk Tommy Clufetos.
Blandt publikum var vi flere gamle end unge drenge , men dog ikke så få af de sidste heller. Den tunge rock, der henter sine riffs helt ned fra gonaderne og sit billedsprog helt nede fra krypten, kan stadig kan stadig fortrylle på tværs af generationer.
Ozzy sang sig varm
Stemningen blev rutineret kickstartet med en majestætisk manende ’War Pigs’.
Tony Iommis guitar lynede uden at manden i læderfrakken fortrak en mine. Geezer Butler satte et tempo på bassen, som ville efterlade mangen en ungersvend forpustet og paf, mens Clufetos slog endog meget hårdt fast, at her var en herre med mange muskler og sans for at koordinere dem.
Og så var der selvfølgelig Ozzy Osbourne i forbløffende fin form. Gamle Tante Skærsild med det lange hår med øksehugskilningen, det sære ’kom indenfor’-smil og den skingre stemme, mens han vifter så stift med lemmerne som en gigtplaget flagermus.
Black Sabbath kommer til DanmarkNogen Frank Sinatra har han jo aldrig været, men efter nogle meget flade tilløb ramte han adskillige toner.
Som frontfigur har Ozzy så mange andre kvaliteter og efterhånden fik det gamle liv sunget sig varmere.
Potent ungdomseliksir
Et topkoncentreret Black Sabbath satsede på helt nyt og helt gammelt.
De spillede nogle få sange fra det nye album ’13’. ’Age of Reason’ var lidt tam, mens ’End of the Beginning’ ikke uden pondus understregede, hvorfor Black Sabbath ikke føler det helt store behov for at forny sig.
Det tungt sugende dommedagsdrev, Iommis testosteronmættede guitar og Ozzys bizarre vokal er anrettet med overbevisning stadig en potent ungdomseliksir.
Kraftfulde riff redder 2013 for mørkets fyrsteBlack Sabbath formåede at trække de gamle travere af stald, så de lød friske og gejle og Forum var minsandten ramme om en tung rockkoncert med god lyd.
På billedsiden viste Black Sabbath gamle filmklip med krig, kristusli’r, kokain og erotika fra dengang kvinder »med bryster som rygsække« var særligt attraktive ifølge trosartiklerne i WeekendSex.
Unge Tommy Clufetos fik lov til at kaste sig ud i en trommesolo, der nåede at udarte fra det fænomenale til det trættende, men mon ikke de tre gamle lige havde behov for 5 minutter i iltteltet inden sidste del af den næsten to timer lange koncert?
Et dystert eventyr
Da ’Dirty Women’ fra 1976 til og med var et af de nyere numre kendte begejstringen kun få grænser. Det var et Ur-Sabbath, der med ’Black Sabbath’ fra debutalbummet kaldte til sort messe med sprukne kirkeklokker og Ozzy Osbournes vokal i kadaverisk fodslæbende uhyggetempo.
Også ’Behind The Wall Of Sleep’ og ’N.I.B.' var med fra 1970 og med ’N.I.B.’, hvor Lucifer har ordet, fødes en sort og skummel genre med et indimellem overset forløsende element af B-film over sig. Som rockfigur er Ozzy mere beslægtet med Lon Chaney og Bela Lugosi end med den senere metalrocks gravalvorligere satanisme.
’Into The Void’ fra ’Master of Reality’ med dets stadig lige halsbrækkende temposkift stod stadig stærkt og understregede, at Black Sabbath er et af de få heavy metal bands, som på en god dag kan stille op imod sin egen selvparodis slagskygge og gå af med sejren. Black Sabbath er et pirrende og dystert eventyr fortalt som rockmusik.
Mørkets fyrste kåres som rocklegendeLyslevende lig
Black Sabbath har inspireret talløse bands, men lyder stadig kun som sig selv.
Og netop fordi de denne aften med så stort overskud stavrede ind på deres lange karrieres kirkegård og gravede ’Children of the Grave’ og alle fortidens lyslevende lig op igen, blev det en forbløffende sjov og hamrende velspillet rockkoncert.
Havde man spurgt mig dengang, om jeg et halvt liv senere ville stå og råbe wåu-wåu-wå-wå-wå-wåuuuv! til tonerne af ’Iron Man’ sammen med flere tusinde varianter af gråspængt pudelhår, ja, så ville jeg nok have troet det var løgn.
Men det er jo det skønne ved et band som Black Sabbath og en mand som Ozzy Osbourne. Man tror, det er løgn. Og så er det det ikke alligevel!
fortsæt med at læse
