Burhan G's åbne hjerte giver gennemtræk af tomhed

Åh! Bruhan G knapper skjorten. Drifterne er dampet af.
Åh! Bruhan G knapper skjorten. Drifterne er dampet af.
Lyt til artiklen

Selvfølgelig kan det være sundt at få lettet hjertet, blotte sine sårbare sider og lade følelserne strømme frit. Knudemænd har det ikke for sjovt.

Men hvis nogen er ved at få allergi over unge danske mænd, der i hver eneste småklynkende sang vil bekende deres marianergravsdybe følelser, kan jeg godt forstå det.

Med Rasmus Seebach som bannerfører er det myldret frem på hitlisterne med banalfikserede sange på dansk.

Lige nu hedder de følsomme popdrenge Bjørnskov, Ankerstjerne og Noah. Deres ambitioner er at få hjerte til at rime på smerte. Og så ikke meget mere.

Burhan G var med, da den nye følsomhed groede frem for nogle år siden, og måske er det trængslen mellem alle de andre, der har fået ham til at skrue ned for det flamboyante og sexede og helt hysterisk op for inderligheden.

Riderromantik
I hvert fald er der både skælvende undskyldninger til mor svøbt i strygere og en ørehvinende gospel om at gøre verden til et bedre sted.

Samt alle de blotlagte kærlighedserklæringer, hvor Burhan G forsøger at kombinerer Otto Brandenburgs tre små forløsende ord på ny, men kun synger klicheer frem.

Der er så åbent ind til Burhan G's følelsesliv, at det giver gennemtræk af tomhed til sidst.

Burhan G »Jeg gider ikke være en rollemodel«

Når Burhan G med vendinger om den »gamle leg« og »jeg vil elske dig, lige så længe at jeg lever« bevidst eller ubevidst strejfer John Mogensen, markerer han en niveauforskel, der ikke er i Burhan G's favør.

Hans forskelsløse ridderromantik mangler jordforbindelse, konkrete fortællinger og noget af den begærlige flirt, der hele tiden lå på lur mellem linjerne på hans forrige album.

Gennemsigtig pop

Sangene er også blevet kastreret og nu fastlåst i det samme langsomme tempo og høje toneleje, hvor den altid ualmindeligt velsyngende Burhan G kan brillere.

Men de stærke popmelodier, der skal få hans følepop til at rive i brystkassen, mangler, og produktionen er helt uden bund.

LÆS OGSÅ Burhan G's yndlingsapp viser vej, selvom han er godt kendt i byen

De to undtagelser er den tempokække 'Karma', der med gæstevisit fra L.O.C. leger med en kvik bluesrepetition, og ’Verden drejer’ med sit dryp af reggae i beatet og ikke mindst Shaka Loveless’ stemme.

Men de er så ordinære popsange, at de ikke kan bryde billedet af Burhan G som crooneren af den gennemsigtige pop.

Simon Lund

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her