Tilværelsen har ikke altid været lige venlig over for Bradford Cox, den 30-årige amerikanske sangskriver, der både er drivkraft i bandet Deerhunter og ved siden af har projektet Atlas Sound.
Men nu har han tilsyneladende fået nok.
Cox er født med den arvelige bindevævssygdom Marfans syndrom, der har givet hans krop et sært langlemmet præg.
Tunge tider
For tre år siden døde vennen og musikeren Jay Reatard, hvilket kunne høres i sangen ’He Would Have Laughed’ på Deerhunters forrige album, det fremragende ’Halcyon Digest’. Året efter døde veninden Trish Keenan fra bandet Broadcast, og Cox dedikerede Atlas Sound albummet ’Parallax’ til hende.
Anmelderdarling lever i evig rolle som outsider
Det var tunge tider, og det satte sit præg på to meget smukke album, der generelt havde en følsomt afrundet tone og indadvendt alvor.
Men på det nye og syvende Deerhunter-album har Cox kastet sorgens åg af sig og sluppet den punkrockende gæk løs på 12 sange, der ikke kigger bedrøvet ned i livets slugter, men råber energisk ned i dem. I håb om at kunne fylde tomheden ud med løssluppen energi.
I Bradford Cox' evige kamp mellem det hårdhudede og sårbare er balancen denne gang tippet over på læderjakkens side.
Hvis ’Halcyon Digest’ var på udkig efter Everly Brothers' melankolske spøgelse, raver ’Monomania’ rundt i den grovkornede ende af Sonic Youths støjlabyrinter. Der, hvor guitaren hyler, og sangen skratter mod højtalernes indervæg.
Med sluppet håndbremse
Der er med sluppet håndbremse og i et skrald af en støjende produktion, at den søgende ’Neon Junkyard’ og riff-vridende ’Leather Jacket II’ åbner albummet. Med forvrænget vokal indrammer Cox situationen:
»Everything is the same as it was/ but now there’s nothing left to change«.
LÆS ANMELDELSE
Deprimeret engel spinder smukt album om længsel og isolationMen desillusionen lægger ikke Deerhunter i fosterstilling. De sparker igen. De lyder som et band, der i trods begynder på en frisk, og vender tilbage til noget af den rå og løsslupne lyd, de havde for små ti år siden, da de gjorde opmærksom på, at der findes andre bands i Athens, Georgia, end R.E.M.
Et lignende kommercielt gennembrud som bysbørnene og outsider-frænderne i R.E.M. fik, kan man ikke være sikker på, at Deerhunter får. De fortjener bestemt et stort publikum, men den bus er vist kørt.
Og godt det samme. På ’Monomania’ lyder Deerhunter som et band, der hellere ville slentre en tur ned ad Spektakelmagergade end at kravle stræbsomt rundt på hitlisterne.
Det gør ikke Deerhunter til et mindre enestående band. Tværtimod. Bradford Cox skriver stadig ømvrede tekster om brudte venskaber og betændt kærlighed, der kan røre en. Og så viser han igen en sikker hånd som sangskriver, der kan veksle fra den tampende sydstatsrocker ’Dream Captain’ til shoegazer-traditionen på titelnummeret, ’Monomania’.
Kan deres musikhistorie
Under den ekkorungende og stemmeforvrængede lyd myldrer det med musikalske genreskift og mundrette melodier, der løsner lidt af den alternative rockknude. Og det er ikke tilfældigt, at Cox med vrængende voldsomhed citerer Queens ’Bohemian Rhapsody’ med linjen:
»I’m a poor boy from from a poor family«.
LÆS OGSÅ Hjortejægere leverer soundtrack til efteråret
Deerhunter kan deres musikhistorie og arbejder intenst på både at indoptage den og splitte den ad. Enkelte steder i en sådan grad, at sangen mere er optaget af sin egne hyletoner end af de melodier, der prøver at finde en ny form. Men i det mindste konstant i gang med at gøre forsøget.
Måske er alt bare det samme, og intet kan forandres, men i stedet for at lade denne slukørede tanke overmande sig, har Deerhunter rystet virkeligheden af sig og sparket et par energiske huller i luften.
Det er mere befriende end at stå bomstille med fødderne plantet i resignationens cement.
fortsæt med at læse
