Rapperen Jay Z optrådte i torsdags på newyorkergalleriet Pace Gallery med sit nye track ’Picasso Baby’.
I en knivskarp, hvid skjorte, sorte jeans og med en borgmesterprangende guldkæde hamrede Jay-Z løs i seks timer med sine linjer om kunst, sex og penge:
LÆS OGSÅ Kongen af hiphop sidder tungt på tronen
»I'm never satisfied, can't knock my hustle/ I wanna Rothko, no I wanna brothel/ No, I want a wife that fuck me like a prostitute/ Let's make love on a million, in a dirty hotel«.
Hvad er det egentlig værd?
Dermed får vi repeteret tre afgørende koordinater i Jay Z’s kværnende vokabularium, der stadig brænder begærligt efter mere, mere og så lidt mere. Tilsat en obligatorisk reference til den selvbestaltede fortælling om Jay Z:
Pusheren på gadehjørnet, der rev sig løs af Brooklyn-ghettoen Marcey Houses fattigdom og blev monstrøst rig, men aldrig glemte sine rødder.
Men på ’Picasso Baby’ føjer den 43-årige newyorker et nyt element til sit ellers fortærskede univers: datteren Blue Ivy Carter:
»Yellow Basquiat in my kitchen corner/ Go ahead lean on that shit Blue/ You own it«.
Farmand er stinkende rig, men han er med datterens ankomst i 2011 knap så sikker på, hvad fanden det hele går ud på og egentlig er værd.
Hiphoppens Rockefeller
Ifølge Forbes er Jay Z som hiphoppens Rockefeller/Donald Trump god for cirka 2,8 milliarder kroner, han er gift med den popmusikalske skønhed Beyoncé og medejer af blandt meget andet basketballholdet Brooklyn Nets.
Han har det hele. Men der er opstået et krater af tvivl i det diamantbesatte panser, som hiphopsuperstjernen kæmper med.
LÆS OGSÅ
Ligesom han kæmper med at komme væk fra popmusikkens verden og finde frem til et mere eksperimenterende eller i hvert fald undersøgende udtryk. Uden at han helt giver efter for forandringerne. Hverken i refleksioner eller beat.
Derfor falder albummet, der har tegningen til noget spændende og besidder flere fornemme øjeblikke, uforløst mellem rutinetunge gentagelser af fortidens bedrifter og den marianergrav af kreativitet, som makkeren Kanye West netop har kastet sig ud i på sit album ’Yeezus’.
Forskellen er, at West har selvtillid, der hvor Jay Z har spørgsmål. Det ender som en tøven i stedet for et udråbstegn.
Bekymringer på 1. klasse
Tidligere i år stod Jay Z bag soundtracket til Baz Lurhmanns filmatisering af ’The Great Gatsby’. I to år har Jay Z beskæftiget sig med F. Scott Fitzgeralds roman om overvældende rigdom, udskejende dekadence, 1920’ernes frivole jazztid og det moralske hulrum bag den amerikanske drøm.
Overlappet er til at få øje på, og Gatsby kaster da også sine skygger ind over ’Magna Carta … Holy Grail’. Der er de jazzede elementer som hornhug og klavercirkler på ’Somwhereinamerica’, og så er der den nagende tvivl, der stikker sit hoved frem allerede på åbningen ’Holy Grail’.
Efter at Justin Timberlakes sexede jamren har lagt nummerets hookline på plads, indkredser Jay Z med sin råberappende stil sit ambivalente forhold til berømmelse: »Goddammit it I like it/ bright lights is enticing/ but look what it did to Tyson«.
Jay Z er afhængig af kameraets blitz, men det er ikke gratis, slet ikke som nybagt far: »I got haters in the paper, photo shoots with paparazzi/ can't even take my daughter for a walk/ see ’em by the corner store, I feel like I'm cornered off«.
Selv om det er bekymringer på 1. klasse, går de igen i forskellige former på albummet. På ’Jay Z Blue’ forstyrrer faderrollen Jay Z’s verdensorden af skyskraberstabler med grønne dollar. Skiftet til den personlige synsvinkel viste sig allerede på ’New Day’ fra ’Watch The Throne’-samarbejdet med Kanye West.
LÆS OGSÅ
Nu har babyen brug for bleer, farmand brug for tre uger i The Hamptons, men historien får stadig ikke lov at gentage sig:
»Father never taught me how to be a father, treat a mother/ I don't wanna have to just repeat another leave another«.
På ’Oceans’ varieres refleksionerne i en næsten kanyeskbizar kombination af rigdommens fængsel og livet på et slaveskib fra Elfenbenskysten, mens det får et spirituelt snit på et af albummets højdepunkter, ’Heaven’, hvor Timberlake atter stråler med sin falset, og Jay Z opsummerer albummets tema: »question religion, question it all«.
Det samlede billede
Problemet er, at Jay Z finder lige så få svar i champagneboblerne som vi på livets køkkengulv finder i kaffegrumset.
Men i stedet for at holde fast i berømmelsens paradoks accepterer han verdens indretning i en skrattende duet med Timberlake, der omformulerer Kurt Cobains antikommercielle spytklat: »And we're stupid and contagious/ And we all just entertainers«.
Og vender sig bort fra sin vaklen for at gå tilbage til det, han faktisk tror på: svinedyre biler, luksusrejser rundt i Europa, og ekstravagant levestil.
Når Jay Z ryster den groteske selviscenesættelse af sig og kaster sine rim ud på dybt vand, bliver han vedkommende.
Og når han lader ’Timbaland’ eller den blot 16-årige canadier WonderGurl fjerne pophooket i produktionerne for at søge forbi tidens trapmusik og skabe hiphop uden for skabelonerne, rammer nutiden, som på riffrumlende ’Picasso Baby’, klaverhoppende ’BBC’ eller gonjasufisamplende ’Nickels And Dimes’.
Men det fylder for lidt i det samlede billede. De uinspirerede gentagelser hersker på den ligegyldige modehyldest til ’Tom Ford’, den klæbrige trapkliché ’La Familia’ og den tungt traskende Bonnie & Clyde-fantasi med Beyoncé på ’Part II (On The Run)’.
Ved en skillevej
Jay Z kalder stadig sig selv for ’Hov’, en forkortelse af Jay-hova, Gud. I grad af storhedsvanvid giver han ikke Kanye West meget plads i hiphoppens superliga. Heller ikke i grandios lancering.
Kanye West blæste sit eget billede op på husmure verden over, mens Jay Z har præsenteret coveret i den engelske Salisbury Cathedral ved siden af det originale Magna Carta-brev og toppet det hele med at opnå en platinplade, inden albummet udkom.
Samsung købte 1 mio. kopier og udgav dem som app til de hurtigste Samsung-brugere. Men modsat Kanye West, kan Jay Z-albummet ikke følge ambitionerne op.
Det oprindelige Magna Carta var et engelsk frihedsbrev fra 1215, der begrænsede kongens magt og tog et skridt i retning af, at alle er lige for loven.
Hiphopkongen Jay Z er godt klar over, at hans magt er stækket i privaten, og livet ved hoffet for opslidende for patriarken. Han taler om at sætte de nye regler op, men nægter at slippe de gamle. Han skruer bare op for sin dollarsvulmende bugattiretorik og ønsker sig en ny Picasso.
LÆS OGSÅ Rapper har hotline til Obama
Måske skulle han spole tilbage til den dyrtkøbte Samsung-reklame, der præsenterede ’Magna Carta … Holy Grail’ i pausen til årets store NBA-finale. Her er den vildtskæggede producer Rick Rubin inviteret ind til et lyt, og mens Jay-Z taler om, at en Picasso kan overstige ønsket om lykke, bemærker Rubin som en tanke fra Nick Carraway:
»And you found in life experience that you got enough of those things to realize, that it doesn’t change your life. At all«.
Det kan Jay Z overveje, mens han står tøvende ved en mulig skillevej.
fortsæt med at læse
