Anders Trentemøller går stort set altid rundt i sort tøj. Der er der noget konstant og stabilt over.
Det samme har man kunnet sige om hans musik gennem de sidste mange pladeudgivelser og remixes. Der går en sølvtråd af new wave-melankoli gennem Trentemøllers verden, der er et ekko af dramatik og tristesse fra The Cure eller Joy Division.
Men med sit tredje studiealbum gør Trentemøller det svært at fastholde det stereotype portræt af den dunkle greve af cinematisk techno for natteravne og andre ensomme sjæle.
Godt nok har den 38-årige enspænder ikke ligefrem hængt kulørte lamper op mellem de 12 nye numre, men Trentemøller løfter sig melodisk over sindets hængedynd og udvider sit musikalske udtryk med så mange nuancer, at det sidste faste holdepunkt efterhånden er det sorte tøj.
Og den der pandelok. Image til side, så er udvikling i dag Trentemøllers egentlige signatur.
Perlerække af personlige helte
Gennem snart et årti har Trentemøller stået som en af den store og dominerende skikkelser på den danske elektroniske scene. Til at begynde med fik han den hurtigkøbte mærkat dj.
Siden har han som koncertmusiker, remixer og ikke mindst komponisten med den analoge lyd og de genreopløsende tracks udvisket forbindelserne til den elektroniske musik.
Dj’ens glemte funktion som musikbegejstret pladevender bliver dog vakt til live igen med ’Lost’.
I den forstand at Trentemøller har fået en lille perlerække af sine personlige helte til at synge ind over sine produktioner. Han har ører for karakteristiske stemmer, og som en dj har han nærmest plukket dem ud af musikbiblioteket og sat dem sammen til et fornemt komponeret værk.
De mange udenlandske navne vidner om den position, som Trentemøller efterhånden har opnået på den fremmede side af Kongeåen (set selv gennem det nationale forstørrelsesglas, der har det med at forvrænge virkeligheden), men det fortæller især noget om de ambitioner, der driver Trentemøller. Han har arbejdet stædigt videre med sit udtryk og viser på 'Lost' sin eminente sans for sangstemmernes egenart.
Trentemøller gør regulært scoop
Således slås albummet an af Mimi Parkers lavmælte røst. Det var åbenbart ikke let at få fat i Parker, der hverken bruger telefon eller mail.
Men Anders Trentemøller ville absolut have fat i den ene af stemmerne fra slowcore-trioen Low. Det var hendes vibrerende countrystemme, han havde haft for det indre øre, da han skrev sangen ’The Dream’. Og at det lykkedes, går hen og bliver afgørende for det gearskift, Trentemøller fortager med ’Lost’.
Fra den snigende skovbundstechno, der prægede Trentemøllers første album, ’The Last Resort’, i 2006 gik den danske musikmager fire år senere på ’Into the Great Wide Yonder’ allerede i retningen af mere guitarprægede sange, hvor surf rock og electro punk piskede tungsindet op til sort skum.
Men den dramatiske melankoli var også forceret og til tider anstrengt. Hele den lidt for højspændte tusmørkestemning opløser Parker i det øjeblik, hun lader sin stemme skælve henover Trentemøllers tilbageholdte undertoner.
Pludselig får melankolien både luft og eftertænksomhed. Trentemøller har pludelig fået en ny dimension, som udvides på det efterfølgende, næsten lige så smukke ’Gravity’, hvor Lower Dens’ Jana Hunter sætter sin narkotisk forførende stemme ind på Trentemøllers bugnende musikkonto.
Helt oppe i superligaen
Mellem lyden af de tilbagevendende referencer til Badalamenti-temaer og buldrende togture gennem nattens tunneller af mørke lader stemningsmaleren Trentemøller således gækken slippe løs med det fingerrappe synthtema på ’River Of Life’, leger Ray Manzarek på ’Constantinople’ og dyrker 1980’ernes synthpop på den dramasvælgende ’Never Stop Running’, hvor The Drums’ Johnny Pierce bryder den indadvendte grundtone og tilføjer Trentemøller et insisterende opråb. Hvem tændte lyset?
Trentemøller har længe haft ry som den sky natmand, der begraver sig i sine instrumenter for at spille og programmere en musikalsk rejse til nattens ende.
På 'Lost driver der stadig molakkorder ned af de krakelerede lydvægge bag eksempelvis Blonde Redhead-sangerinden Kazu Makinos drømmende sang på ’Come Undone’, men dagslyset kaster så småt sine skrå stænger ind ad vinduerne i form af stærkere melodier og lysere toner.
Det dunkle drama ligger stadig på lur, men Trentemøller har fået det afstemt. Overdrivelse fremmede alligevel ikke forståelsen, og nu hvor dramatikken ikke larmer som førhen, opnår han en ny dybde, mens en selvsikker modenhed spreder sig nede under hele ’Lost’.
Det er mange dj’s, der lige nu rider på bølgen af elektronisk dancemusik. Fra David Guetta til Skrillex. Men der er kun få, der er kompositoriske dj's på den måde og med den kvalitet, som Trentemøller demonstrer denne gang.
fortsæt med at læse
