Da dønningerne efter Unknowns etno-tekno havde lagt sig, bredte en både forventningsfuld og afventende stemning sig i Store Vega. Skulle der festes eller hvad?
Trentemøllers nye album, ’Lost’, giver nemlig ikke noget klart svar.
Der er verdener til forskel på det sarte åbningsnummer ’The Dream’ med Low-ægteparret Mimi Parker og Alan Sparhawk og så det manende tekno-sugende beat i ’Still On Fire’. Sidstnævnte er det instrumentale signaturtrack fra Trentemøller på et album, hvor han i endnu højere grad end på ’Onto The Great Wide Yonder’ frit krydser grænserne mellem tekno, pop og rock.
LÆS ANMELDELSE Trentemøller løfter sig til nyt niveau
På ’Lost’ er Trentemøller komponist og producer. Kapelmester om man vil. Eller måske snarere en slags musikalsk filminstruktør, der besætter de forskellige roller med karakterfulde sangstemmer tilhørende Marie Fisker, Jana Hunter, Sune Rose Wagner, Kazu Makino og flere andre. De forskellige stemmer bliver trædesten mellem de forskellige musikalske udtryk, Trentemøller samler med sikker hånd. Som iscenesætter og instruktør er Trentemøller en ener.
Måske var tekno alligevel slet ikke fremtidens musik, men udtryk for en naiv forestilling om fremtiden? En programmatisk futurisme, hvor man automatisk satte lighedstegn mellem kunstighed, teknologi og fremtidens musik. En opfattelse, der i hvert fald p.t. bliver udfordret af virkeligheden. Teknomusikken har i øjeblikket ikke den altdominerende rolle, den var blevet spået. Det er hip hop og den gode gamle guitar, der stik imod årtiers krystalkugler styrer.
Går egne veje
Trentemøllers fusion af rock og electronika er en logisk respons og et typisk tidstegn, selvom Anders Trentemøller om nogen er sin egen mand og går sine egne veje. Det var bare nogle veje, der ikke viste sig specielt nemme at betræde på scenen, da Trentemøller og hans band gik på fredag aften kl. 23.
Holdet af gæstevokalister er med til at give sangene karakter, men på scenen var den rolle alene overladt til Marie Fisker. Sangerinden og guitaristen med Jeanne d’Arc-frisuren demonstrerede på sit album ’So, Hoes & Heroes’ fra i fjor, at hun er inde i en spændende modningsproces. Men som ene solist i spidsen for Trentemøllers band blev hun trods en fornem indsats ufrivilligt en del af den manglende afvekslings dilemma.
Den programmatiske afveksling mellem tekno og rock på albummet skulle live forvaltes som en sammenhængende sound. Med guitarer, bas og trommer rundt om Trentemøllers kogeø blev der fremmanet en mørkt pulserende, syret rock, som udstillede, at det er iscenesættelsen og ikke sangskrivningen, der er Trentemøllers spidskompetence.
Anders Trentemøller: »Jeg flytter aldrig på landet igen«Når det var bedst, fik Trentemøller pulsen til at koge. Når det var værst, lød Trentemøllers band mest af alt som en mat Sort Sol-kopi uden de rigtige sange. Sådan lidt ’ghost riders in the techno sky’...
I stedet for at veksle mellem de forskellige udtryk prøvede Trentemøller at samle dem i ét, og efterhånden som det gik op for publikum, at det var sådan, det var, fusede entusiasmen noget ud. Publikum fik hverken festen eller bredden, men et alt for ensformigt udtryk, hvor modsætningerne var ophævet snarere end kultiveret.
Mørkets rockpuls
’Still On Fire’ var den berusende åbning, den lægger op til. Modsætningen mellem den elektroniske musiks formelle ansigtsløshed og rockmusikkens optagethed af stil og individualitet blev sat i scene af et rockband med lyset i ryggen. Ansigtsløse profiler med cowboyhatte og guitarernes langhalse som sorte skygger.
Først efter tyve minutter trådte Marie Fisker for første gang frem til mikrofonen og blev trukket frem i lyset som solist. Fisker gentog sin ’Candy Tongue’ og havde altså også tjansen på ’River Of Life’ og ’Never Stop Running’ og de andre numre, hvor vokalen havde en hovedrolle.
SE OGSÅ Trentemøller: Jeg arbejder bedst, når Danmark sover
Trentemøllers fusion af puls og beat, af klang og rytme, eletronik og håndspillede instrumenter resulterer i mange ladede kombinationer. Friheden til ikke at blive låst fast i båse er en kamp, Trentemøller kæmper, og han opnår mange spændende resultater undervejs.
Men forsøget på at støbe modsætningerne i en fast form formåede i Vega i for høj grad at udstille sangenes mangel på karakter og dybde og druknede de mange smukke detaljer, der funkler på ’Lost’, men her blev tabt i de noget banale sange og i mørkets rockpuls. Et mørke, som Marie Fisker lyste smukt op i.
Trentemøller er pulsens mester, men ikke nær så god en sangskriver, som han er iscenesætter. Risikoen ved at fusionere to gode ting er, at de ikke går op i en højere enhed, men forsvinder ud i et fælles mudret mørke.
fortsæt med at læse
