Det bliver aldrig rigtig stort med Kings Of Leon.
Jovist, de har da haft deres hits og stået højt oppe på festivalplakater samt fyldt sportshaller til bristepunktet verden over.
Men album for album kommer de til kort over for den overvældende stadionrockende storhed, som de igen stræber efter på deres sjette af slagsen, ’Mechanical Bull’.
En stræben, de tre Followill-slagsbrødre og deres fætter har haft på de sidste tre album.
Stivnet
Ti år tilbage kom de ellers retrorockende ud af Tennessee som ’Sydstaternes The Strokes’, men så gik der arenaambitioner i garagerocken, og med 2008-albummet ’Only by the Night’ blev de til de rockstjerner, de altid havde opført sig som. Med alt hvad der hører til af klicheer som kokain, interne slåskampe og en permanent promille på den muntre side af 2,5.
Livsførelsen førte til et kollaps under en koncert i 2011, hvor stikket blev trukket for både tour og band.
Stadionrockens konger er i familiekriseMen intet er en større kliché i rocken end den undertippede, der kommer igen. Man mærker fra den hæsblæsende åbner ’Supersoaker’ og den lige så rastløst rockende, ’Don’t Matter’, at kvartetten trives bedste i modvind.
Det stod klart, allerede dengang forsanger Caleb Followill hånede sine fans ved at kalde monsterhittet ’Sex on Fire’ for »a piece of shit«. Men nu skal omverdenens (velplacerede) skuldertræk over for det forrige album, ’Come Around Sundown’, revancheres.
Foden trykker guitarpedalen i bund, mens Caleb Followill midt i det hele hamrer ordene på sømmet, som Kings Of Leon har hængt deres selvforståelse op på: »It’s the comeback story of a lifetime«.
Gid det var. Ganske vist har de genfundet noget af den spændstighed mellem de enkelte fængende licks og Caleb Followills hæse rockstøn, og de kan stadig sætte en rocksang op uden de store dikkedarer, så den spiler både brystkassen og et stadion ud. Men noget skelsættende comeback bliver ’Mechanical Bull’ aldrig.
Fuglelort sender Kings of Leon på flugtDels har de nu heller ikke været længere væk. Dels har Kings Of Leon stadig så meget hang til stivnede klicheer, at deres styrker blegner i tomgangen.
Når Caleb Followill prøver at hælde benzin på deres motorcykelrock, er det aldrig rigtig gribende, men bare lyden af et gammelt ritual, der bliver gennemspillet.
Derfor bliver ’Mechanical Bull’ endnu et album fuldt af halvbagte rockhymner fra Kings Of Leon. Nej, rigtig stort bliver det aldrig.
fortsæt med at læse
