Der er – bogstaveligt talt – ingen blå vogn, som truer med at samle skæve eksistenser op på ’Deserter’, der er første soloalbum fra Steffen Westmark, bedst kendt som stemmen i det danske rockband The Blue Van.
For hvor han som frontfigur i benævnte band dyrker en sveddryppende og selvsikker rockattitude med bar mave og lavtaljede jeans, er han overraskende underspillet og noget mere tilknappet at være i selskab med på sin solodebut. Og den nyfundne melankoli klæder ham overraskende godt.
LÆS OGSÅ The Blue Van begår sit hidtil bedste album
Navnlig fungerer første halvdel af ’Deserter’ upåklageligt.
Albummet skubbes blidt, men solidt i sving med en klædelig, iboende ro på det stærke åbningsfirkløver ’Elliot Stab’, ’Diamonds’, den køligt moldrejede ballade ’Monkey Cup (We’re Running Away)’ og ’Still Need’, som tilsammen sætter barren højt for resten af albummet. For højt, desværre.
Savner den fandenivoldskhed
For firkløveret får trods rigelige mængder brusende guitarer, pletvise strygere og Westmarks slidstærke rockvokal aldrig rigtig flere blade på sig undervejs, hvilket kan tilskrives den førnævnte melankoli, der altså ikke kun er Westmarks ven.
Den tilstræbte sødme på de amerikansk funderede fingerspilsballader ’Brooklyn Diaries’ og den sarte ’Raindrops on the Rooftops (of Chicago)’ bliver med deres sarte guitarer, glimtvise falset og, på sidstnævnte, intet mindre end en fjern lyd af kirkeklokker simpelthen for sært fersk i Westmarks ellers kyndige hænder.
Her savner jeg noget af den blå vogns fandenivoldskhed, som det ellers lykkes ham at gøre overflødig på albummets bedste numre ved ganske simpelt at skrive nogle gode sange.
En pixibog med storhedsvanvid
Den form for fandenivoldskhed er der mangen en pressemeddelelse, der de seneste måneder har forsøgt at presse ned i svælget på mig som en del af markedsføringen af de danske debutanter i Go Go Berlin, der især på pandehårsplan, men også et stykke hen ad vejen rent musikalsk har noget til fælles med The Blue Van.
Men hvor The Blue Van altid har fremstået ret selvsikre i deres egen forvaltning af rockhistorien, er der en trættende påståelighed over Go Go Berlin.
Børnene af natten sætter ikke mange broer i brandFor selv om kvintettens attitude er som rustfrit stål og coverhæftet på tykkelse med en pixibog med storhedsvanvid, er der rent musikalsk ikke meget at komme efter i bandets 70’er-forelskede retromani.
Bevares. Go Go Berlin holder en høj grundfart, og de har på magisk vis formået at finde overskydende plads i de stramme bukser til også at proppe noget krudt derned.
Det swinger upåklageligt, om end noget formelagtigt på den buldrende ’Shoot The Night’, hvor man nærmest kan mærke forsanger Christian Vium slå sig selv i brystet med et glimt i øjet på ordene »Hey, look at me, I’m the minister of nothing«.
Mangel på selvironi
Selvironi er der ellers ikke meget af på ’New Gold’, og det er et problem, der gør en lille time i selskab med Go Go Berlins pastichetunge dinosaurrock til en meget lang en af slagsen.
De minder på en måde om en dansk pendant til de engelske retrorockere i The Darkness.
LÆS OGSÅ Kings Of Leons halvbagte rockhymner stivner i klichéer
Men hvor englænderne kunne skrive catchy rocksange med humor, virker Go Go Berlin som et forkølet forsøg på at genoplive en bunke trætte rockklicheer med alt, hvad dertil hører af udpinte vokaler, helteguitarer og et væld af rockhistoriske referencer, der for længst er drevet rovdrift på.
fortsæt med at læse
