Jonathan Wilsons ’Gentle Spirit’ råbte ikke højt, da den gav lyd fra sig i 2011.
Så der gik en rum tid, inden jeg efter et behjertet tip opdagede albummet. Til gengæld blev det et af mine favoritter.
Det var jeg ikke alene om. ’Gentle Spirit’ blev nummer 4 på Mojos årsliste og figurerede også på flere andre lister. Og her i sommer dukkede Jonathan Wilson op og bekræftede en god luns af talentet på Roskilde Festival.
I Beach Boys-brødrenes kølvand
Alligevel er jeg lidt forbløffet over ambitionsniveauet på ’Fanfare’. Ånden fra Vestkysten er stadig blid, men vingefanget har fået vokseværk, så det forslår.
Hvor den toneangivende producer fra Vestkystens nu-folk revival var stille indtrængende på ’Gentle Spirit’, inviterer han nu uden at sætte intimiteten over bord ud på den helt store musikalske odyssé i Beach Boys-brødrene Brian og Dennis Wilsons kølvand komplet med musikalsk englebrise, syrehorisont, raslende rytmik og tidløse harmonier.
Syret guitarhelt savnede hudløshedMed et Steinwayflygel plantet midt i billedet har Wilson (altså Jonathan, ikke Brian eller Dennis!) indforskrevet en hærskare af alskens umoderne jazzinstrumenter fra tværfløjte til altsax, tordentrommer og sydeorgel vævet et flyvende poptæppe af de helt store.
At Jonathan Wilson har et godt øje til de gode, gamle langhårede dage omkring 1970 bliver understreget af en gæsteliste, der bl.a. tæller Graham Nash, David Crosby og Jackson Browne plus de ’ny-gamle’ koryfæer Josh Tillman, Benmont Tench, Patrick Sanson, og minsandten om ikke gamle Roy Harper har skrevet et par sange med Jonathan Wilson.
Det er ren vintage. Topmoderne gamle sager.
Åbningsnummeret ’Fanfare’ viser sig efter tre minutters langsomt opbygget triumferende storfilmisk ouverture at være en inderlig kærlighedssang med anslaget »Uh, let me love you/ it’s all that I can do/ not to touch you«, der efter syv minutters hvirvlende musiceren fører direkte over i den yndefuldt valsende ’Dear Friend’, hvor 69-faktoren er helt i top.
Guitarcitaterne drysser mildt fra flere årtiers riffskyer i et nummer, der kunne være et møde mellem Crosby, Stills, Nash & Young, Tom Petty og en x-faktor, der så må være Jonathan Wilson.
Stille stemmer og klimprende guitar er tilbage på modePå ’Her Hair Is Growing Long’ er C, S, N & Y endnu mere dominant, mens ’Love To Love’ er mere robust bondsk rock i familie med Tom Petty, og ’All The Way Down’s blide afslutning lander albummet i en tilstand af ’Gentle Spirit’. Så fed kan fortiden lyde uden at drukne i nostalgi.
Sprækker i radioens formattyrani
HVOR SANGEREN, sangskriveren og guitaristen Jonathan Wilson var i intimt fokus på ’Gentle Spirit’, er det nok så meget produceren af samme navn, der uden at overdøve de andre roller folder sig ud på ’Fanfare’. Wilson er ikke, hvad man kalder radiovenlig. I hvert fald ikke, hvad angår formater.
Han laver nødig numre på under 5 minutter og tøver ikke et angst sekund ved 7- minutter-mærket. Men det er jo det skønne ved disse internettider, at det radiodefinerede formattyranni har fået lov til at sprække, hvis man har andre ambitioner end at blive råspillet i myldretiden.
Det meditative, det dagdrømmende og det improvisatoriske har således fundet vej ind af den postmoderne bagdør og hurra for det! ’Fanfare’ arbejder sig mageligt op på små 80 minutter, og ikke ét af dem virker spildt.
Ni måneder har Wilson arbejdet med albummet, og det kan høres. Her er virkelig produktion for pengene, men tiden er ikke brugt på at pudse og polere til døde. Den er brugt til at skabe og udforske musikalske rum malet op med changerende farver.
’Fanfare’ emmer af de sene 1960’eres musikalske mekka Laurel Canyon og dets bakkeskråninger, men det musikalske overskud er så stort og grænsesprængende, at musikken alligevel formår at føles nutidig, selv om tidens båndsløjfer snor sig rundt om den.
LÆS ANMELDELSE
To nye danske rockplader kæmper forgæves med gennemslagskraftenGlem alt om årstallet
Man kan hævde, at Jonathan Wilsons musik denne gang i endnu højere grad peger mere tilbage end fremad, men det forhindrer den ikke i at være ekstremt smukt til stede her og nu.
Man kan tage langhårsparykken og de raslende perlekæder på og sparke de snærende sko af, men man behøver ikke gøre det.
Man kan bare tage med på et ’Desert Trip’ og glemme alt om årstallet.
’Fanfare’ er nemlig bare bedårende spirituel rockmusik med et loft så højt, at det fortaber sig et sted oppe under den himmelblå himmel. Med ’Gentle Spirit’ og nu ’Fanfare’ har Jonathan Wilson etableret sig som smuk ener i tidens tåge.
En gave til musikken. Simpelthen.
fortsæt med at læse
