Sange fra en rus i Køge: »Det var nærmest som i 'Twin Peaks'«

Og så sidder man der på en bodega på Vesterbro og er blevet lidt halvfuld, og det er faktisk lidt pinligt, for det er jo eftermiddag, og man er jo på arbejde, og så siger Niels, at han ved, hvordan man bør indlede denne artikel.

»Start med det med Tom Kristensen«, siger han. »Start med det, og så kan du skrive om den rejse, bandet har været på«.

Okay, god ide. Niels Brandt er forsanger i et band, der hedder The Minds of 99, og de har skrevet en sang, som er bygget over et fantastisk digt af Tom Kristensen, der hedder ’Det er Knud, som er død’, og de, altså bandet, har fået lidt af et gennembrud med den.

Ord der runger

Blandt andet har den været ’P3’s Uundgåelige’, det plejer alt andet lige at være et godt tegn. Sangen er drabeligt energisk og new wavy og handler om polarforskeren Knud Rasmussen, som altså er død, hvilket er længe siden. Selv kalder bandet musikken for fitnesspunk, men lad nu det ligge.

»Tom Kristensen taler til mine følelser, til min person. Jeg kan godt lide hans observationer af menneskers ydre og indre liv. Han har et knaldende, sprængende sprog, som er fyldt med patos, men som aldrig bliver patetisk. Han formår at sige store, store ting, uden at det kammer over«, siger Niels Brandt.

»Ordene, mand. De runger«.

Og så vidt Tom Kristensen, for The Minds of 99 udgiver 12. maj deres debutalbum, og der er masser af sange på det, som ikke har noget med ham at gøre, så vi må videre.

I 2013 vandt barndomsvennerne Niels, Anders, Asger, Jacob, Louis og Mikkel DR’s Karrierekanonen, de var nomineret til P3 Guld, de spillede på Spot og på Skanderborgs Smukfest, de blev booket til Roskilde Festival, og det var altså alt sammen før, de overhovedet havde udgivet et helt album.

»Vi skal have sidevogn til«

Netop måden, de skrev og indspillede det album på, er ganske interessant. Det er derfor, man ender med at sidde halvfuld på en bodega og snakke med Niels Brandt.

»Vi skal have sidevogn til«, siger han så.

»Klart«, svarer man så og hygger sig mægtigt.

Når The Minds of 99 laver musik, foregår det altid i isolation. Så debutalbummet, som også hedder ’The Minds of 99’, er skrevet og indspillet fire forskellige steder langt væk fra hverdagen: På Fanø, i Stavershult i Sverige, i Køge og på Skarø. Og rejsen startede på Fanø.

Fanø

»Der var en fantastisk energi på Fanø, det var sgu overvældende. Der kom noget musik ud af den tur, der bare siger ’dav’ til mennesker – her er vi, her er vores ansigt, det skal ikke sløres«, siger Niels Brandt.

»Man blev faktisk lidt skræmt af det«.

Det var i sommeren 2012, at The Minds of 99 pakkede bilen med instrumenter, mad og kirsebærvin og tog til Fanø og blev skræmte og fulde.

Rusen brugte de aktivt. De søgte bedøvelsen, fordi den lukker alt det ligegyldige ude, fordi den giver adgang til underbevidstheden, og fordi det er der, man finder ideerne, melodierne og alt andet, det giver mening af lede efter. Uden rusen, siger Niels Brandt, var risikoen den, at musikken ville blive fortænkt. Vi har at gøre med et kalkuleret tab af bevidsthed.

Men turen havde flere fordele. Bandet tog væk, fordi de ville tvinge sig selv ud af normalitetens bånd. De tænkte, at det måtte være måden at skabe noget musik på, der tog røven på dem selv og dermed også på andre.

»Derhjemme når man kun at skrabe i overfladen af, hvad der virkelig gemmer sig. Inspiration skal ikke komme udefra, for du vil jo ikke bare lave det, der findes i forvejen. Hvem fanden gider det? Du vil lave noget, som kommer fra et dybere sted«, siger Niels Brandt.

Altså isolation.

»En dag gik jeg op i studiet på første sal og begyndte at spille ’Det er Knud som er død’. Drengene begyndte så at dukke op stille og roligt hver for sig, sådan snigende. De tog deres instrumenter en efter en, og jeg fik gåsehud, da alle stemte i. Det var en ud af kroppen-oplevelse«, fortæller han.

»Vi var pludselig sindssygt fokuserede. To timer senere indspillede vi sangen«.

Efter hjemkomsten fulgte det, Niels Brandt kalder Fanø-depressionen:

»Vi kom hjem med noget, som vi ikke mente fandtes før. Men samtidig var det så meget in your face, at jeg tror, der var nogen, der tvivlede på, om de kunne stå ved det. Det var så radikalt anderledes fra noget, nogen af os nogensinde havde lavet, det var som et fremmedlegeme. Vi kunne godt se, at det var fedt, men var det os?«.

Stavershult

Nogle måneder efter Fanø-turen tog bandet til Sverige. De skulle videre, sange skulle skrives. Den tur var en dårlig ide, men det kunne de jo ikke vide. Ikke engang da bilen satte sig fast i indkørslen, og en fyr, der hed Totte, næsten ikke kunne hjælpe dem fri. Bilen endte næsten nede i en å.

»Energien var der ikke rigtigt. Det var bare en nedtur, især i forhold til den eksplosion, Fanø-turen havde været. For hvordan tager man røven på sig selv igen?«, spørger Niels Brandt, og det ved man jo ikke, hvad man skal svare til.

»Der var en forventning om, at nu skulle vi finde et nyt fremmedlegeme, en ny alien, men det skete ikke«.

Gjorde det noget ved jeres overbevisning om, at I havde en fremtid som band?

»Nej, for det kunne ikke røre ved det, der skete på Fanø, og det vidste vi alle sammen godt. Jeg var helt sikker på, at det ikke var held, det der skete på Fanø, men jeg var også helt sikker på, at vi havde det forkerte setup i Sverige. De forkerte rammer«.

Og det er så netop det, The Minds of 99 alligevel tog med hjem fra Sverige. En erkendelse af, hvor vigtige rammer er for bandet. Hvor altafgørende det er, at de giver sig selv de bedste muligheder for at lykkes, og turene ud i isolationen er netop dette. De eksisterer netop på den præmis, at musikken har bedre levevilkår, hvis bandet er åbent for, at den kan komme dumpende. De skal blot sørge for at stille rammerne til rådighed.

Køge

»’Et barn af min tid’ var et nummer, jeg havde skrevet, inden vi tog til Køge, og da jeg først spillede det for drengene, hadede de det. En dag i Køge lå jeg og slappede af, og pludselig hørte jeg, at Louis og Jacob spillede et beat og nogle akkorder, og jeg tænkte, at der var den sgu. Jeg gik op og sang over det, de lavede, og så var den der«, siger Niels Brandt.

»Det handlede om, at vi lyttede, og at vi havde rammerne til, at vi kunne gøre det. Vi var væk fra verden, men til stede og klar, da muligheden pludselig bød sig. Det er det der med at have respekt for tilfældighederne. At være åben for livet og de ting, det tilbyder en, og så rent faktisk bruge det«.

I sommerhuset uden for Køge skete der noget uhyggeligt, det var nærmest som i ’Twin Peaks’. En mand stod pludselig i bandets lejede sommerhus med en schæferhund og et kridhvidt ansigt, og selv om han bare var en nabo, der ville klage over lydniveauet (»Skru ned, skru ned NU, jeg er ikke bange for en skid, og det er min hund heller ikke«), så sprængte han den boble, som bandet atter havde lukket sig inde i.

»Det er nok et meget godt eksempel på, at boblen er vigtig. Når den burster, så ryger illusionen om det der isolerede, og så er man tilbage i verden«, siger Niels Brandt.

»Og den fedeste musik kommer jo ikke fra denne verden. Musik, som man allerede har i sit liv, det er ikke kunst for mig. Musik er det, der tager mig væk og fortæller mig, at sådan her kan verden også være«.

Skarø

Men hvad så med Skarø?

»Jeg skal lige have en øl mere. Er det okay?«.

Absolut.

…

Har du også købt en til mig?

»Ja«.

»Det er manipulation«

Jeg får helt dårlig samvittighed.

»Det er manipulation«.

Det virker. Nå, men vi skal tilbage til rejsen. Skarø?

»Ja, der var der nogle af os, der tog nogle svampe. Mit trip gik ud på, at der var noget, der var gået til spilde, der var hul i spanden, vi havde glemt et eller andet. Næste dag var vi fuldstændig ligesom børn. Man kunne mærke, at stemningen var enormt ung, og folk var meget følsomme. Og så indspillede vi ’Hurtige hænder’. For mig havde det nummer været spildt, fordi jeg og min gode ven Jonas Kur havde skrevet det helt tilbage i 2011, og det var aldrig blevet brugt«, fortæller Niels Brandt.

»Kan du se det? Du kan ikke glemme verden af dig selv, så endnu engang brugte vi rusen til at gøre det. Til at være med til at skabe de her rammer«.

Rejsen til verden

Og så kommer han frem til det med rejsen.

»Det så sort ud på Skarø, selv om vi havde ti dage der. Vi kom derned, og jeg kunne mærke, at det ville blive svært, fordi det var nu, vi skulle lave albummet færdigt. De kom jo også ned fra DR og skulle følge os til programmet ’KarriereKanonen 2’, og vi sagde til dem, at vi havde svært ved at være med. Vi ville helst bare blive i vores boble. Men det fungerede alligevel«, siger han.

»Vi begynder stille og roligt at møde verden nu. Det er nok den rejse, vi har været på. Vi kan godt både være isolerede og møde DR og dig, men det har taget noget tid. Der har været en sindssyg udvikling. Det er det, det her handler det om. Det er det, den her historie handler om«.