Sangen ’Food For The Beast’ på Nina Perssons debutalbum åbner med en lille repeterende figur, der trods højere tempo minder om åbningen på The Cardigans gennembrudshit, ’Lovefool’ fra 1996. Blot i et lille glimt, men nok til at tavlen næsten demonstrativt bliver vasket ren og tidens gang udmålt i det øjeblik, Nina Persson begynder at synge:
»Last time I quit smoking/ there was a flash of light/ then came a voice on my radio/ sent me into the night«.
Sunget med en oprørt dramatik markerer de linjer lige præcis, at Persson befinder sig et helt andet sted i livet end dengang, hun kælent sang:
»Dear, I fear we’re facing a problem/ you love me no longer, I know«.
LÆS OGSÅ
Nu prøver hun at slippe smøgerne (igen!) og får en epifani, der skærer anderledes skarpt igennem det gamle rod med at finde mening med kærlighedens ulogiske grammatik.
Rent musikalsk er Nina Persson nemlig ikke muteret i de mellemliggende år, men her mærker man, at der er en grund til, at Nina Persson ikke har indspillet et nyt album med det gendannede The Cardigans eller fortsat sit tidligere sideprojekt, A Camp.
Hun synger stadig let fjedrende og alligevel småbedrøvede popsange, men stemmens hæsere karakter og erfaringens betoninger gør ’Animal Heart’ til et mere personligt end bare underholdende popalbum.
Langt tilløb
Tilløbet til at debutere i eget navn som 39-årig, har været langt og til tider dramatisk for Nina Persson.
Det var netop ’Lovefool’, der katapulterede hende og The Cardigans til international succes, da instruktøren Baz Luhrman tog den med på soundtracket til ’Romeo + Julie’. Siden udbyggede det velsmurte svenske popband selv deres status med en stribe massive hits, fra det søvnige ’Erase/Rewind’ til hidsige ’My Favourite Game’, før de efter det femte album gik i midlertidig opløsning i 2006.
Cardigans opfører hitalbum i sin helhed i TivoliMed deres salgstal og hitlisteplaceringer i slutningen af 1990’erne hører The Cardigans til deroppe mellem ABBA og produceren Manx Martin, når man skal gøre den svenske musikeksport op. Men for Nina Persson var det ikke lykken.
Hun led i rollen som global popstjerne og har siden beskrevet The Cardigans som en maskine. De endte godt nok med at dreje bort fra den indledende bossa nova-pop og mere i retning af hendes elskede country, men Nina Persson har de sidste ti år søgt egne veje og været musikalsk optaget af de elegante viser i det indie-folkede A Camp og samarbejde med blandt andre Danger Mouse, Sparklehorse og Tom Jones.
Alt sammen øvelser eller bevægelser i retningen af ’Animal Heart’.
Man kan nu ikke sige, at hun her endelig har fundet om ikke sin egen stemme, så sit eget udtryk. Dertil er albummet trods alt ikke skelsættende nok. Og stemmen har hun altid haft. Sangene på ’Animal Heart’ ligger netop i fin forlængelse af både den livserfaring og klang af neocountry, man længe har kunnet spore hos Persson. I sig selv en god udvikling, der passer hendes stemme perfekt.
kritik Nina Persson er newyorker-elegantHør bare Nina Persson give den som en søvnig Dolly Parton på den hypnotiske ballade ’The Grand Destruction Game’, bare mere hæs og mindre uskyldig. Eller stir sammen med hende længselsfuldt mod horisonten til de ensomme fraseringer over de blå klavertoner på ’Burning Bridges For Fuel’.
Svingende niveau
De elektroniske arrangementer og vintagesynthesizere dominerer dog og holder generelt ’Animal Heart’ fast i popland. Sangene har blot mange forskellige temperamenter. Som den udsyrede og virkelig vellykkede Fleetwood Mac-pastiche på ’Clip Your Wings’ eller de fordrejede disco-griller på ’Catch Me Crying’, der dog aldrig vil få et dansegulv (eller så meget andet!) i svingninger.
For ikke at tale om albummets to afsluttende sange, hvor Persson først på ’Silver’ lader sin stemme slynge sig rundt i den tynde luft over et vævende orgel og til sidst over de spartanske klaver-refleksioner over evigheden på ’This Is Heavy Metal’. Ømt og afvæbnende.
LÆS OGSÅ Stramt korsetteret passion
Alle sangene er dog ikke lige stærke. Indimellem går de dovent i selvsving som den betablokkerede ’Jungle’ eller automatpiloten på ’Forgot To Tell You’. Men selv rygmarvsreaktionernes sange får et særligt skær, når Persson synger dem. Ikke mindst med den mindre forcerede og mere fokuserede tone, hun har i dag.
Hun får samlet sine mange tråde og sat et par god popsange i verden. Men synger kun om at brænde broer og at komme videre.
Selv nøjes hun med at variere sin sangskrivning i stedet for at udfordre den. Og så ellers lade stemmen klare resten.
Nina Persson spiller i Amager Bio 11. februar.
fortsæt med at læse
