»Men jeg er det, jeg er, og jeg gør det, jeg kan«, synger Poul Krebs på sit nye album ’Asfalt’.

Og det er så sandt, som det er sagt. Poul Krebs er for fastholdere og er selv en af slagsen. Så tro mod sin vision, at det kan ligne fantasiløshed. Musikken er håndspillet mainstream, der vipper lidt i retning af rock’n’roll og lidt i retning af americana og visesang.

Driftsikker sangskriver
Tekstuniverset er trubadurens romantisk fodformede fortællinger om kærligheden, der kommer og går, og landevejen, der bare bliver ved, hvis man er en fri fugl gift for livet med musikken. Melankolsk i en tosset verden, hvor de store svinger taktstokken over de små, men dog med et smil på læben, fordi solen trods alt skinner, og kvinden og guitaren er til.

På den led er alt ved det gamle på ’Asfalt’, der lægger ud med ’Ku vi være dem’, der lyder som noget, Krebs har sunget 100 gange før, og med Michael Falch til at synge på kor på ’Lugten af asfalt’ er fornemmelsen af deja-vu massiv. ’Asfalt’ er ikke et forsøg på at gå nye veje som f.eks. hans album ’Angeleno Road’ fra 2009.

Som sangskriver er Krebs lige så driftsikker som forudsigelig, men inden for sine begrænsninger har han virkelig gjort sig umage med ’Asfalt’. Med at ramme både musikken og sit publikum rent.

Blæsersektionen giver frisk luft, og bandet, bemandet med bl.a. Rune Kjeldsen og Palle Hjort, er i topklasse. Duetten ’Vi tog heldigvis fejl’ med Lisa Nilsson har klassisk snit, og det er næsten skræmmende at høre dansk lammeuld i mund møde norsk rockwool på Krebs’ krølhårede herreduet ’Stena Lina’ med Henning Kvitnes.

Mest til solskin

En sang som ’Gi mig nu bare de øjne’ kører tonstungt på rutinen og de velprøvede virkemidler.

Men ’Asfalt’ er et ganske durkdrevent komponeret album. Først kommer stemningen op at køre med rock og duet. Så slår Krebs gaflen i både aarhusianerne og fodboldfolket med sangen om målmanden ’Henry From’. Da først Henry Froms tyggegummi og Lisa Nilsson har lokket husarerne om bord, åbner Poul Krebs op for posen med de stille godter.

LÆS OGSÅ Poul Krebs' album strutter af overskud

’Her langs muren’ og ’Mest til solskin’ er to stilfærdige små sange, hvor Poul Krebs ikke overdøver sin egen fineste nuance. »Jeg er mest til solskin – skriver bedst i regn«, synger han og indrammer præcist sin stemmeførings egen styrke og begrænsning.

’Asfalt’ er et musikalsk robust og varieret Poul Krebs-album, hvor der er lidt for enhver smag.

Medmindre man altså ikke kan holde Poul Krebs ud. Så er den helt gal. For ’Asfalt’ er Poul Krebs for fuld skrue. Ukuelig romantik og solidt håndværk fra den musikalske landevejs uendelige midterstribe.

fortsæt med at læse

Poul Krebs: Vi tager aldrig på turne uden chilipasta