Når Jørgen Leth sætter sig til rette bag mikrofonen flankeret af musikerne Mikael Simpson og Frithjof Toksvig, sker der noget.
Hvad der sker, vides ikke på forhånd. Det er improvisationer, som musikken indrammer, fremhæver, løfter og tilpasser sig. Hvor begrebet spoken word ofte dækker over digte sat til musik, er der hos trioen Leth, Simpson & Toksvig rent faktisk tale om det talte ord på stramt redigeret slap line.
Jørgen Leth: »Jeg stopper, når jeg styrter«Jørgen Leths stemme, diktion og talemåder er så velkendte, at det fuldtonede instrument næsten kan virke parodisk i sin selvtilfredse veloplagthed. Men hans metode, den poetiske fænomenologi, virker. Jørgen Leth kan tage et hvilket som helst emne, som hører til det menneskelige, og få noget ret enestående ud af at iagttage, kategorisere og karakterisere det.
Benspænd
Der er veloplagte eksempler på metoden i dens rene form. Jørgen Leth kommer helt klassisk med en kærlighedserklæring til stivelsen i den hvide serviet på restauranter, der serverer gode danske frokoster. Der er beskrivelsen af at sidde på café og nyde morgenens stilhed.
Kun lettere irriteret over den støj på linjen, andre mennesker udgør. En hyldest til det flygtige blik og den ambiance, der giver stilheden en nopret overflade. Den slags kan Jørgen Leth bedre end nogen anden.
Hvad der gør ’Ingen regning til mig’ til det måske hidtil bedste udspil fra Vi sidder lige her-trioen, er et benspænd. Ikke et af de fem, Lars von Trier gav Jørgen Leth som en drilsk hyldest til filmmanden Jørgen Leth i ’De fem benspænd’. Men det benspænd, livet stikker ud før eller senere.
»Det hele er sådan ... midlertidigt, ikke?«. Sådan åbner man ballet med en blues i Lethland. »Det er jeg nervøs over for. Det har jeg sgu ikke mod til«, fortsætter han, mens en guitar klimprer ensomt, og et koldt pust lister sig ind sammen med nye melankolske lyde.
»Hvad fanden skulle jeg starte et andet sted for? Det kan jeg ikke rigtigt se. Jeg synes, det hele splintres omkring mig. Uindfriede løfter og halve projekter«, konstaterer han irriteret på ’Deponeret’.
Jørgen Leth er blevet gammel. Det har spændt ben for æstetikeren Jørgen Leth. Han tilhører ikke længere det æstetiske. Der er ikke længere sammenfald med Armani, men kun sammenfald.
Alderen der trykker
I ’Kalkunhals’ fortæller den 76-årige Leth om hørelsen, der er »ad helvede til«, selv om »jeg er lige så god i hovedet, som jeg altid har været«. Men situationen er grundforandret. Han fortæller om at se sig selv udefra og se en gammel mand stavre af sted på stive ben.
En mand, der har svært ved at holde balancen og kommer til at slingre, hvor han ellers altid har holdt en støt og målrettet kurs igennem livet. En mand, der pludselig må tænke over det, når han går. Som må huske at løfte benene for ikke at skvatte over forskydningerne i flisehøjderne.
spoken word Jørgen Leth er blevet Kongen af CoolSom ikke bliver træt af at besværge sine omgivelser. Nu har jeg vel ikke fået kalkunhals? Nej, du er pæn, Jørgen, beroliger de ham. Du har ikke kalkunhals, Jørgen.
Men det er en besværgelse. Et sidste spjæt forfængelighedens voodoo fremført med selvironi. Men samtidig er det en virkelig bevægende og uortodoks skildring af det helt konkret underlige ved at blive gammel. Man skal huske at løfte fødderne.
»Hold kæft, det er langt ude!«, udbryder Leth uvilkårligt i en kortslutning mellem sit unge og gamle jeg, der nu er fanget i samme kropsfælde.
Blikket mod løgn, jalousi og misundelse
Alderen er en diskvalificering af det æstetiske, som fører blikket i retning af det etiske.
Hvordan er det med løgnen, med alderen, med Gud og døden. Som han sådan set føler sig parat til, hvis det nu skal være. Hvilket ikke forhindrer ham i at brokke sig over, hvor amatøragtigt det religiøse rum er organiseret. Skal man virkelig selv henvende sig til Gud?! Helt ærligt, der må da være lidt service og en vejledning til en forkælet ældre levemand!
Jørgen Leth retter sit fænomenologiske blik mod løgn, jalousi og misundelse. På det futile i vreden og den hensynsfuldhed, der burde være naturlig mennesker imellem uanset social baggrund. Men benspændet forbliver aktivt.
Æstetikeren kan ikke træde ind i det etiske rum. Sådan er det, og sådan ser det ud. Ingen beskriver det bedre end Jørgen Leth. Men hvorfor er spørgsmålet, der ikke er plads til, når man har mere fidus til stivelsen i en serviet end til en gud.
Sidste tur landet rundt
’Ingen regning til mig’ er det tredje album med Vi sidder bare her. I 2010 kom ’Ikke euforisk’, som var fornemt og bedre end den noget benovede debut fra 2008. Hvor ’Ikke euforisk’ var mere sårbar, er ’Ingen regning til mig’ et dyk ned i dybden.
Den næsten sentimentale hyldest til »de lavthængende skyer over Danmark« i ’Gennem Danmark’ er et alderstegn. Barndommens landskab ved Silkeborgsøerne og Himmelbjerget fremkaldes igennem togvinduets optik.
Dan Turèll gik en sidste tur igennem byen. Jørgen Leth kører landet rundt med tog og ser landskaberne med bevidstheden om, at det måske er sidste gang, sidste gang, sidste gang. En elegi, som formidles forbilledligt med gammeldags strygere og postmoderne Stimmung.
Hør det nye album fra Toksvig, Leth og Simpson før tidI tegnefilm kan man fortsætte ud over afgrunden, så længe man ikke ser ned. Det er noget tilsvarende, Leth gør, når han fra den bare bund trækker i snakketøjet og begiver sig ud i en diskurs om et emne grebet ud af luften.
Takket være fænomenologien og poetens blik får strøtanken krop, substans og flyvefærdighed på et album, hvor de små fænomener kun har fået en birolle, mens den fremskredne alder er blevet den sprække, der åbner sig alle steder i tilværelsens tekst.
Beats spreder blidt mørke
Frithjof Toksvig og Mikael Simpsons musik er decideret delikat og optaget af at fordele lys og mørke på en guldvægt. Som ramme fungerer den smukt, men når man hører musikken uden ord på den instrumentale version af ’Ingen regning til mig’, bekræftes fornemmelsen af, at musikken godt kunne bære lidt voldsommere gebærder.
De beats, som spreder blidt mørke på ’Ord der betyder lidt’, måtte der godt have været flere af. Der er en næsten pastoral renhed og ømhed over den sømløse musikalske iscenesættelse og redigering.
Jørgen Leth og co. blotlægger ensomheden»Jeg synes ikke, vi lever i en børnehave eller til et teselskab. Det er meget mere rigt, meget mere nuanceret. Der er mange flere urene faktorer, og det kan jeg godt lide«, fastslår Leth på et album, der musikalsk godt kunne have klaret lidt flere urene faktorer og lidt mere legestue, men ikke desto mindre tårner sig op som noget af en milepæl i spoken word-genren.
Et musikalsk projekt, der ligger i naturlig forlængelse af Jørgen Leths fænomenologiske filmskat. Det perfekte menneske som gammel mand. Småirriteret og viis. Men uden kalkunhals. Ama’r og halshug!
fortsæt med at læse
