Hør det nye album fra Toksvig, Leth og Simpson før tid

Tredje. Jørgen Leth står for den improvisererede, rytmiske tale til Mikael Simpsons og Fritjof Toksvigs ambiente, jazzede toner.
Tredje. Jørgen Leth står for den improvisererede, rytmiske tale til Mikael Simpsons og Fritjof Toksvigs ambiente, jazzede toner.
Lyt til artiklen

Hver måned præsenterer Politiken sammen med streamingtjenesten Wimp en ny albumudgivelse, man kan få et eksklusivt første lyt på hos Politiken.

I denne måned har Politikens musikredaktør Simon Lund valgt Mikael Simpson, Frithjof Toksvig og Jørgen Leth, der under navnet Vi Sidder Bare Her udgiver albummet ’Ingen regning til mig’. Han forklarer her hvorfor:

»Når Jørgen Leth sætter sig ned med Mikael Simpson og Frithjof Toksvig sker der noget besynderligt. For samtidig med, at der næsten ingenting sker, kan man hele tiden spore en svag rystelse i virkelighedens spejl. En summende udveksling mellem toner, ord og tanker, der springer ud virkelighedens små og hverdagsagtige detaljer, men ikke er til at slippe igen. For under alle disse postkort skrevet med løs hånd, lurer erkendelsen af, at det sidste brev også skal postes en dag«.

»På deres tredje album er konceptet det samme som da de første gang bare satte sig ned i 2002. De to musikere leverer soniske lydlandskaber, der bugter sig ambient, folket og lidt jazzsøvnigt rundt om Jørgen Leths messende nasal. Leth selv sætter sig efter sigende bare ned ved mikrofonen, uden en tanke på lommen, og så åbner han munden og taler«.

»Jørgen Leth taler ikke med store bogstaver eller med stram timing. Han sludrer rytmisk og frit. I alle retninger. Han taler om fornøjelsen ved en strøget hvid serviet, om løgnens mange gråzoner, om at sætte sin fod sikkert, når man er oppe i alderen og søgende blikket hos et andet menneske, »et øjebliks berøring med øjnene«. På en gang sanseligt udflydende og alligevel præcist i observationen. I Simpsons og Toksvigs svævende kompositioner bliver ordstrømmen uden videre til poetisk meditation og giver følelsen af, at vi alle sammen jo bare sidder her«.

'Ingen regning til mig' udkommer 5. maj.

For at kunne høre numrene i fuld længde skal man oprette en Wimp-profil.

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her