Ånden fra Giorgio Moroder var over norske Röyksopp og svenske Robyn, da de i 2009 indspillede sangen ’The Girl and the Robot’, der stak ud som et af de stærkeste numre på Tromsø-duoens album ’Junior’.

Året efter gentog de det ualmindeligt succesfulde samarbejde med køligt Fucking Åmål-electro på Robyns ’None Of Dem’.

Som albumtitlen antyder, så gør den skandinaviske trio det nu igen. Denne gang finder de sammen på fem lange tracks (i alt 35 minutter), der i de bedste øjeblikke rammer lige ned i det stålblå skæringspunkt mellem Röyksopps kølige kompositioner og den sårbare klang i Robyns frostklare poprøst.

Robyn fører an i nyt terræn

På deres minialbum følger Röyksopp og Robyn ikke radiovenlige hitformularer, men afsøger mulighederne i deres indbyrdes spænd.

Og man bliver straks suget ned i det næsten ti minutter lange åbningsnummer ’Monument’s monotone forløb, hvor tilbageholdte rytmespor og sfæriske kor slår et par saxofonkrøller og ellers bare bugter sig gennem den søvnløse polarnat.

Den eksperimenterende form er mindre vellykket på den uinspirerede pumpen under ’Say It’, og det hele flyder for meget ud under den ambiente afslutning, ’Inside The Idler Hour Club’, hvor Röyksopp har overtaget hele lydbilledet. Hvor er Robyn henne her?

For selv om Robyn er i nyt terræn, kan hun stadig synge poplinjer som: »don’t care what they say/ it hurts so good«, så man faktisk kan mærke det. Hun fører an i dansen med det repeterende beat og intensiverer overgivelsen for hver gentagelse.

Stemmens lyse melankoli er på én gang ængstelig og unedbrydelig, hvilket især bliver sat flot i scene på titelnummeret og den følgende ’Every Little Thing’. Så selv om Röyksopps besættende klange fylder mest og til tider vender sig for meget indad, er det Robyn, der forløser samarbejdet.

Som de gerne må fortsætte med at gentage.

fortsæt med at læse

Röyksopps sidste album er et melankolsk farvel