Må man gå tilbage til et kanonslag, der er eksploderet? Kan man samle stumperne til endnu et brag?

Kidd blev copypastet fra lokal berømmelse på Nørrebro til national beundring på et øjeblik med ’Ikk’ lavet penge’ i 2011. Han nåede at smage på hitlistens søde liv med penge og damer, men foldede sammen som privatperson i efterfesternes druk og røde øjne, mens danmarksturneen også viste, at talentet måske stadig var for utrænet til at indfri hypen.

Så hvordan skaber man endnu en eksplosion? Titlen på hans nye album, der efterfølger debuten ’Greatest Hits 2011’, er ’Kiddæssancen’, der allerede i første linje fortsætter flabens modtræk til parnassets forventninger til en modnet kunstner: »Ja, jeg’ blæst igeeen«.

LÆS OGSÅ Comeback-kidd? Nørrebroflaben har skiftet Mash ud med mors lasagne

Det er dumt, men skægt. Som en provokation, der fungerer første gang, man hører den, men når den gentages i hvert et omkvæd, lyder det snart som en slidt skabelon, og man begynder allerede her at tvivle på, om Nicholas Westwood Kidd har en relevans som kunstner i dag.

Udgangspunkt i tomrummet
I 2011 var det med selvproduceret lo-fi lyd og en nasalt vrængende vokal, at Kidd overraskede musikbranchen ved at erobre radiofladen, men siden er vejen fra Nørrebros hjemmestudier til P3 blevet kortere, og Klumben og Raske Penge skal spille på Orange Scene til sommer. Så det virker desperat, når Kidd peger tilbage på sit gennembrud for at koldstarte karrieren på tracks som ’Uovervindelig’ og ’Kongerne af 2011’.

Godt nok med udgangspunkt i tomrummet efter berømmelsen, men ikke desto mindre tilbageskuende. Når man så ofte gentager, at man er ligeglad med andres forventninger, beviser man præcis det modsatte.

Produktionssiden forsøger til gengæld at udpege nye territorier med en mere velpoleret lyd, der afslører skiftet til et større professionelt studie. UK House-genrens dumpe beats på ’Gud er kærlighed’ og ’Universets centrum’ sigter mod et dansegulv i arenaformat, men her virker Kidd malplaceret og mere klædt af end klædt på af autotuneren.

Kidds force er vokalens attitude, hvor klynkende diktion og falske udsving i tonerne skærer sit eget spor i dansk musik, men i bløde produktioner har den det med at falde igennem.

Pornografisk selvportræt

Men når 808’er-bassen sender basketbolde i asfalten på ’Uovervindelig’, ’Kongerne af 2011’ og ’Mister Mig Selv’, er Kidd på hjemmebane, tilbagelænet med tonede ruder og klubbet hiphop i subwooferen. Og så kan han bare skabe et fængende refræn, der er svært at ryste af sig: »Hvem er inde i Kidd / Bare mig, bare mig / 100 klik til / Bare mig, bare mig«.

Og når han så også samler sit sproglige talent op, genfinder man troen på, at Kidd er en særlig knægt.

LÆS OGSÅ Kidd sparker døren ind med Greatest Hits

I ’Brunt øje’, hvor en r&b i hvid lædersofa og blafrende gardiner lægger op til et pornografisk selvportræt som førsteelsker, kombinerer han humor og original konkretlyrik, så han lyder som noget helt andet end et R. Kelly-klon:

»Hun er 67 / lille kvinde, holder ikk’ kæft / spiser lidt rugbrødsmad / mit navn skreget, mens jeg får flade / biodynamisk, mørk med kerner / Perlekæde?, nej det’ stjerner«.

Sådan kan Kidd stadig kortslutte popmusikkens blueprints og forhåbentlig blive ved med at ryste hitlisternes fundament.

fortsæt med at læse

Orange Scenes mægtige gab var for stort for danske dancehall-kumpaner