Comeback-kidd? Nørrebroflaben har skiftet Mash ud med mors lasagne

Comeback. I dokumentarfilmen 'Kidd Life' fik biografgæster et blik ind i livet som ung, fremadstormende rapper. »Uh, det' så svært at vær' så go'«, skrålede Kidd  ironisk. Og det var det faktisk. Nu er han tilbage.
Comeback. I dokumentarfilmen 'Kidd Life' fik biografgæster et blik ind i livet som ung, fremadstormende rapper. »Uh, det' så svært at vær' så go'«, skrålede Kidd ironisk. Og det var det faktisk. Nu er han tilbage.
Lyt til artiklen

Den flabede Nørrebro-knægt, der med et slag blev berømt via YouTube-videoen 'Kysset med Jamel', er tilbage.

Nicholas Westwood Kidd, der blot kalder sig Kidd, udgiver i dag et album med titlen 'Kiddæssancen'.

Det sker to år efter, at rapperen for åben skærm under et interview med Clement Kjersgaard bekendtgjorde, at han efter et års raketkarriere på musikscenen ville stoppe »mens legen er god«. Den synligt nervøse rapper forklarede, mens sveden drev af ham, at hele Kidd-figuren var ment som et drilleri af den etablerede musikbranche.

»Jeg kan ikke stå ved det som menneske«, sagde han.

Det afholdt ham dog ikke fra efterfølgende at forsætte turneen med numrene fra det populære debutalbum med titlen 'Greatest Hits 2011'. Der var masser af publikummer til drilleriet og den manierede gadedreng Kidd.

LÆS ANMELDELSE

Kidd sparker døren ind med Greatest Hits

Siden er der gået et par år, og nu skal Nicholas Westwood Kidd så vise, hvad han - sådan helt ægte - er for en fyr musikalsk. Men som albumtitlen antyder kan han ikke slippe alter egoet Kidd og en genfødsel af den karakter, han kom på forsiden af landets førende magasiner med.

For det var gode tider, vidner han om i nummeret 'Kongerne af 2011', hvor han sammen med sin homeboy Kesi, rapper om, hvordan de fik personlige invitationer til alle de rigtige fester, mens Mash nu er skiftet ud med mors lasagne og champagnen er byttet ud med Asti.

»I det mindste havde vi 2011 sammen«, rapper vennerne og råber med klædelig selvironi »Når jeg siger Kong, siger I Kidd: Kong..... Kong ...... Kong.....«. Der er ingen hørbare fans tilbage til at råbe på hverken Kidd eller Kesi.

LÆS ARTIKEL

Rapper-komet gør comeback: »Jeg er nødt til at fortsætte«

Blandede reaktioner

Om horderne af Kidd-hungrene publikummer kommer tilbage med 'Kiddæssancen' vil tiden vise. Albummets musikalske kvalitet er der delte meninger om.

Gaffas anmelder Maria Therese Seefeldt Stæhr er bister og skriver under overskriften 'Det er ikke sjovt mere, Kidd': »Hverken evnen til at rappe eller skrive tekster er noget at juble over, og for en rapper er det en ret uheldig mangelvare«. Én stjerne bliver det til.

Hos Soundvenue er anmelderen Helge Frandsen anderledes positiv, giver fire stjerner og skriver, at 'Kiddæssancen' er »Et herligt uhøjtideligt festalbum, der vil sætte gang i både Roskilde-lejren, havefesten og klubberne henover sommeren«.

Berlingskes anmelder Lars Rix giver albummet tre stjerner og mener, at »noget af den umiddelbare vildskab og det anarkistiske snit, der prægede debuten, [synes] at være gået tabt«.

Hvis man gerne vil opleve den nu 25-årige rapper synge tekster som »vi skal kneppe til jorden går i stå« live, så tager han på turne med 'Kiddæssancen' til oktober og besøger spillesteder fra Bornholm til Nordjylland.

Inden da optræder han desuden på årets Grøn Koncert -turne og Vanguard-festivalen, der afholdes i Søndermarken 1.-2. august.

Han gav prøver på sin aktuelle form under Spot Festivalen i Aarhus i begyndelsen af maj, hvor Soundvenues anmelder skrev, at »hans vokal er stadig skingrende falsk« og samtidig roste Kidd for at være »veloplagt og indstillet på at levere et godt show«.

Birgitte Kjær

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her