Hvis noget er vaskeægte, er det uforfalsket. Rent og skært, oprigtigt og uforstilt.
Det er store ord i rockmusikkens autenticitetssultne virkelighed anno 2014. Men det er samtidig også ord, der passer umådelig godt til lyden af Christian Hjelms solokarriere, som blev søsat for to år siden med albummet ’Før vi blev lette’.
Derfor er titlen på Hjelms andet soloalbum, ’Vaskeægte’, lige på kornet med sin nærmest ’Værsgo’-klingende svesken på disken-besked.
Men at noget er vaskeægte betyder også, at det her er noget, der kan tåle at blive vasket, uden at farverne forsvinder. Og det kan Christian Hjelms anden soloplade i dén grad.
Faktisk træder farverne jo længere, jo tydeligere frem for hver gennemlytning.
Og det er pladens store styrke. For selv om den lethed, der gennemsyrer Hjelms musikalske solistunivers, umiddelbart kan afskrives som værende lovlig letbenet, så er den – mestendels – alt andet.
Underspillet trist
Det behøver man blot at konsultere albummets åbningsnummer, ’Som aldrig før’, for at konstatere.
Sangen begynder med samme salvelsesfulde klaverbårne alvor, der skød ’Før vi blev lette’ i gang for to somre siden.
Figurines-frontmand går solo på danskMen der er en nyvunden nuancerigdom til stede denne gang, og selv om den ikke gør voldsomt meget væsen af sig, er der en lysvågen blanding af spillet mellem blotlæggelse og gemmeleg i linjer som »Jeg ved da godt, vi glemmer noget/ Jeg ved da godt, vi savner noget«, der punkterer den gode stemning, som ellers blev lagt indledningsvis, hvor sangens ’vi’ var i live, fordi »vi dansed’ hele natten«.
Det er trist på en stille og meget underspillet facon, og det er svært at forestille sig en finere måde at åbne et album på.
Lidt nyt under solen
Lykken slår sprækker, og vi er allerede lysår fra debutalbummets øretæveindbydende kække afslutningsnummer med den sigende titel ’Ha’ det herligt’. Og dét er i min bog en endog meget god ting.
Også musikalsk er der – lidt – nyt under solen i Hjelms uhøjtidelige poprock.
TV: Christian Hjelm synger sommeren ind i ny musikvideoI hvert fald er synthesizerne tilsyneladende flyttet ind på en fast lejekontrakt for at udfylde en opgave lignende den, de spillede på solodebutens ’Alibi’, som subtile stemningsskabere, der lægger sig som bløde, kælne airbags omkring sangenes effektive melodier.
I det hele taget virker ’Vaskeægte’ mere produceret og måske endda gennemarbejdet, hvilket er aldeles positivt.
Oldschool popmagi
Rent melodisk er albummets eneste ballade, ’Vilde øjne’, et emotionelt og inderligt højdepunkt, hvor Hjelms imponerende sans for oldschool popmagi knopskyder i et helt vidunderligt omkvæd centreret om en indtrængende bøn om et ja: »Åh, sig nu ja, åh sig nu ja, sig du ka’ det, andre ikke ka’«.
Det ser så tamt ud på skrift. Men hvad gør det, når Christian Hjelm ikke har lydt så vægtløs, sårbar eller for den sags skyld romantisk, siden den meget atypiske, nærmest Beach Boys i mol melankolske Figurines-ballade ’The Air We Breathe’ fra 2008.
Hvorfor det er så meget desto mere frustrerende, at sangen glider direkte over i den banale ’Kom ud’ og ordene: »Lad mig synge et par simple ord/ fra mit hjerte på Nørrebro«.
Mangel på rim
Her ville jeg ønske, at Kim Larsen lige ville give sit besyv med – blot for at gøre opmærksom på, at hvis man skal stjæle fra den åh-så-lune Larsens tilbagelænede omgang med de små ting her i livet, kunne man måske som minimum forsøge at få ordene til at rime lidt.
Sådan som det trods alt sker på ’Solen bager’, der byder på linjen »Jeg ved slet ik’, hvad jeg skal sige/ Når solen bager på min pige«.
Hør det nye album fra krøltoppen med de skamløse melodiske smældPersonligt havde jeg nok foretrukket, at han havde ladet være med at sige noget som helst. Men det hører heldigvis til sjældenhederne.
For selv om Hjelm både musikalsk og lyrisk befinder sig et sted, hvor alskens klicheer konstant står på spring, er det ret betagende, hvor godt det lykkes ham at undvige.
fortsæt med at læse
