Når danske Maggie Björklund ikke spiller pedal steel-guitar for Jack White, udgiver hun sit eget miks af country, roots og psychedelica under sin dybe og sårbart knitrende vokal, som på det andet soloalbum kredser om tiden, hun sad ved sin mors dødsleje.
Til en lidt stiliseret Instagram-smuk og ørkenforblæst lyd, der kunne være soundtracket til en Tarantino-western tilsat celloens grædende strenge, danser hun sorgbedøvet i slowmotion rundt om det svære farvel.


























