Kan man tale om en Nik & Jay-skole i dansk popmusik? Det burde man. I hvert fald er det ikke svært at se Joey Moe som en af de flittigste elever, der er sprunget ud af produktions- og pladeselskabet Nexus Music, som også står bag lyden af netop Nik & Jay. Og selv om Moes dansksprogede pop slet ikke er karakteriseret af samme sproglige vildskab, der huserer hos de to rockstjerner fra Værløse, er der stadig noget at komme efter på den 28-årige Joey Moes sjette studiealbum siden debuten i 2006.

Man skal bare indledningsvis gøre sig selv den tjeneste ikke at lytte for godt efter teksterne, der blandt andet udmærker sig ret uheldigt ved at bruge den noget tyndslidte metafor ’at sprede sine vinger’ på ikke færre end tre forskellige sange. Det var aldrig sket hos Nik & Jay!

Bedre går det med sangskrivningen, og sange som ’Klar på mig nu’, ’Million’ og ’For evigt er for lidt’ er fine beviser på Moes melodiske kunnen. Han har godt greb om de solide omkvæd og har i glimt en nærmest Rasmus Seebach’et sødme. Og det er som bekendt ikke det værste, man kan have i dansk pop anno 2014. Kun ’Guldfeber’ er rigtig slem med sin ’Smølfehits’-lignende vokalsampling af Poul Krebs’ ’For enden af regnbuen’. Resultatet taler for sig selv, eller rettere, det skriger: Nej!.

Høflige fraseringer og fnugfri produktion

I den mere pompøse og blidt rockede ende af poppen holder Peter Bjørnskov til, og selv om der er noget sympatisk over de høflige fraseringer og den fnugfri produktion, er den allestedsnærværende pænhed på debuten, ’Nu’, også frustrerende. For selv om Bjørnskov tydeligvis er glad for store, følsomme rockomkvæd a la Coldplay og Keane, kommer danskeren både poetisk og melodisk til kort med en håbløs linje som eksempelvis »Jeg ved, det er forbi, men jeg brænder indeni« .

Og det er synd, for vokalen fejler intet. Den er bare pakket så meget ind i vat, at det er svært at mærke manden bag.

Dog er der ingen undskyldning for, hvordan balladen ’Der var engang’ skamløst sakser guitaren fra James Blunts ’You’re Beautiful’. Det er mildt sagt en dum idé, nu hvor Bjørnskov rent faktisk godt kan skrive sine egne sange.

Sovekammeragtig stemning

Hvor Joey Moes forbilleder er danske og Bjørnskovs engelske, bekender den ep-debuterende Louis Rustum sig afgjort mest til nyere amerikansk r&b og west coast-hiphop. Tempoet er søvngængeragtigt, og når Rustum rapper, minder hans let nasale vokals slæbende udtryk ikke så lidt om gulddrengen Kendrick Lamar, selv om forskellen på d’herrers tekniske formåen er åbenlys.

Men ep’ens sovekammeragtige stemning er gennemført, og Rustum har styr på sin lyd. Dog savner jeg nogle hooks, der kan katapultere ham derop, hvor det bliver rigtig sjovt, og hvor man som lytter ikke er i tvivl om, hvem ham Rustum egentlig er. Det glemmer han nemlig lidt i sin iver efter at fortælle om alle de bitches, han omgiver sig med.