I den nye Nick Cave-film, ’20.000 dage på Jorden’, fortæller Cave om koncerterne med sit gamle band The Birthday Party, der – ikke helt ufortjent – havde ry for at være verdens mest voldsomme liveband. Hvilket resulterede i, at bandet gik i den modsatte grøft, hvor de til sidst krøllede sig helt sammen på scenen.

En betragtning, der fik mig til at tænke på et interview med Iceage i det britiske musikblad NME fra september, hvor frontmand Elias Rønnenfelt fortæller om en nyvunden glæde ved at skuffe de mennesker, der primært tager til Iceage-koncert for at gå amok i moshpitten foran scenen.

For i modsætning til Iceages forrige plader er bandets nye, tredje album mærkbart uegnet til fællessmadder. Næsten helt væk er de snerrende tempofyldte punknumre, og tilbage står 12 gennemarbejdede sange kendetegnet af et (lidt) mere afdæmpet og nuanceret udtryk. Og selv om det måske kan lyde, som om bandets signaturvildskab er gået tabt i et fornuftsægteskab mellem voksen og følsom, så er det heldigvis ikke tilfældet. Tværtimod har Iceage lavet deres mest originale plade til dato.

Udadvendte takter

Allerede på førstesinglen, den fornøjeligt kåde og nærmest countryagtige ’The Lord’s Favourite’, stod det klart, at der var sket en del siden den bare halvandet år gamle hidsigprop af en punkplade, den aggressive ’You’re Nothing’. Og de gode, mere udadvendte takter fortsætter fra første færd på det nye album, der åbner med den dragende ballade ’On My Fingers’, hvor Rønnenfelts halsstarrige snøvlevokal folder sig ud i noget, der kan forveksles med en øm og mærkbar inderlighed, ligesom de slingrende guitarer spædes op med et herligt dramatisk klaver.

For det er ikke kun det overordnet set mere adstadige tempo, der markerer et skift i bandets lyd. ’Plowing ...’ er også stærkt karakteriseret af en bredere instrumentering, der passer virkelig godt til de nye numre. Som når den triste ’Glassy Eyed, Dormant and Veiled’ om fædre og ikke mindst manglen på samme får et ekstra skud melankoli fra en humørsyg trompet.

Eller når albummets store, centrale sang ’Forever’ pludselig eksploderer i et kulsort festfyrværkeri af mariachi-agtige horn. Undervejs klimpres der også på en melodramatisk, højstemt mandolin, der fungerer overraskende godt til det stadig meget sortrandede univers, hvor kun den Sonic Youth’ede guitar på ’Simony’ virker en kende uinspireret.

Verden er blevet større

I det hele taget er der utrolig meget at komme efter. Selv siger bandet, at deres verden er blevet større. Og det kan man høre. Resultatet er et album, der i tråd med det indledningsvise citat minder mig ret meget om netop Nick Cave i sin sult efter både poesi og ballade.

Hvis det ikke var, fordi den lange australier var i mesterværkshumør, da han sidste år udgav ’Push the Sky Away’, kunne jeg godt have lyst til at udråbe ’Plowing into the Field of Love’ til den mest interessante Nick Cave-plade i mange år. I stedet vil jeg nøjes med at skrive, at Iceage har lavet deres bedste album. Og det siger ikke så lidt.

fortsæt med at læse

Unge Yungs støjkærlighed rækker ud over de danske grænser