Det kræver sit punkband at skulle spille en times koncert.
Måske var det derfor, danske Iceage åbnede deres koncert med ti minutters monotont lydtapet, der virkede mere som en provokerende handling end et forsøg på at skabe en stemningsfuld åbning af bandets koncert på Arena.
En, ja, arena med plads til små 20.000 hvilket virkede som en lige vel optimistisk scene for det københavnske punkorkester. Men sådan fungerer Roskilde Festivalens ind imellem nådesløse fødekæde.
Ikke så lige til
For efter i 2010 at have spillet på Pavilion Junior og året efter opgraderet til Odeon-scenen klokken halv fire om natten - og tilmed siden da have udgivet en virkelig stærk anden plade – er Iceage tilsyneladende blevet vejet og fundet klar til festivalens andenstørste scene.
Men selv om Iceage, forståeligt nok, kan man mene, ikke just havde held med at tiltrække de fornødne 18.000 tilskuere kunne mindre heldigvis gøre det, og især første del af koncerten var et solidt bevis på, hvorfor de formummede, unge mænd i Iceage er blevet til det fænomen, de er i dag.
Og det til trods for at de stadig i glimt virker som et band, der spiller mere mod hinanden end med hinanden.
For der lader til at være en ukuelig vilje i selve essensen af Iceage, der insisterer hårdt på, at det hele ikke skal være så forbandet lige til, og det gjaldt også koncerten på Arena.
Kombination af Tom Waits og Morrissey
Selv om Iceage lagde hårdt ud med de fremragende ’Ecstasy’ og ’White Rune’, der gled over i ’Burning Hand’, var det langt fra nogen leflende koncert.
Og det til trods for, at forsanger Elias Rønnenfelt flere gange viklede sig selv ind i horder af hvide liljer, der pyntede scenen, og skrålede løs med sin hæse unghanerøst som en særegen kombination af en ung Tom Waits og en ditto Morrissey.
Materialet rakte ikke til en time
Mere træg og kontrær var koncertens anden halvdel, hvor bandet gled ud af en demonstrativ tangent med glimrende, men også lidt umotiverede covernumre af vennerne i Sexdrome samt af Sinead O’Connors ’Jackie’.
Det var ikke dårligt, bare lidt sært.
LÆS OGSÅ Kris Kristofferson havde et smil, en guitar og en kvart stemme med
Og som lytter stod man tilbage med en følelse af, at selv om det ret beset er punkbandets uskrevne jobbeskrivelse at lave rav i den, var det måske en bedre ide, hvis man fra Roskilde Festivalens side lod være med at insistere på, at bands med et mindre repertoire død og pine skal spille en time, hvis materialet ikke rækker til det.
fortsæt med at læse
