På coveret af sit tiende soloalbum sidder Morrissey på hug og løfter noget, der ligner en fyldepen – i så fald helt sikkert fuld af poesi – foran en hund. Den sidder som repræsentant for resten af verden, der ikke forstår en skid af det hele, og glor forventningsfuldt på pennen. I håb om at finde svar der.
Morrissey har hævet blækpennen med en forvredet melankolsk grimasse. Som om han enten vil sige: Det er den her, det hele drejer sig om, eller: Den her kan du alligevel aldrig få fat i. Måske begge dele.
Tegnere gør Morrissey til vemodig superheltDen 55-årige Morrissey er fanget i sit livslange limbo. Mellem at ville råbe hele verden op og få dens opmærksomhed og så samtidig skubbe alle væk fra sig i afsky. Mellem at falde i sine følelsers litterære vold og hælde sydende tøris ud over hver eneste ord. Mellem at bygge en verden af romantik op og lade det hele styrte sammen til misantropiens ruiner. Som han for 20 år siden sang:
»The more you ignore me, the closer I get«.
Lyden af en statsmand
Selv om længslen er aftaget med årene, er konflikten i dag den samme. Men lyden af den hypersensitive sanger er forandret.
De tidlige Morrissey-sanges flamboyante indierock med guitarklingende guirlander og pompøse arrangementer er på ’World Peace Is None Of Your Business’ erstattet af en anderledes kontrastfyldt lyd. Her støjer guitaren voldsomt, og elektroniske forvrængninger siver gennem teksturen af horn, strygere og den spanske guitars flamencotoner.
Musikblad siger undskyld til MorrisseyMan kunne høre det allerede på det forrige album, ’Years Of Refusal’, men denne gang har den frembrusende guitarlyd fået flere nuancer, tiltrængte temposkift, og ikke mindst er den sat i scene med langt stærkere melodier.
Hør den hylende afslutning på ’Not A Man’, mens omkvædet stadig kører rundt i hovedet, eller sammenstødet mellem loops og et klaver ude af kurs på den kvindefjendske ’Kick The Bride Down The Aisle’. Men nyd også de ligefremme sange, der er kontrapunktet for det simrende kaos, ikke mindst lejrbålsstemningen over for dommedagsdrøn og lydkollagens susen på ’Montjoy’.
Det er lyden af en statsmand med uglet hår, løse forbindelser mellem ørerne og et jakkesæt, der er gået op i sømmene. Og det klæder Morrisseys velkendte croon og dybe suk over menneskeheden:
»Humans are not really very humane/ and earth is the loneliest planet of all«.
Ældet Morrissey lufter pensionsplanerParadokset Morrissey
Det sidste er så banalt og uelegant, at det næsten bliver en selvparodi på Moz’ kroniske humørsyge. Ligesom de kedeligste passager i sidste års bestseller ’Autobiography’.
LÆS ANMELDELSE
Morrisseys selvbiografiske poesi drukner i bitter klynkFlere af de nye sanges tekster er skåret i samme kedeligt firkantede facon, hvad end Morrissey synger om forældreforceret selvmord på universitetet eller med fjollede børnerim kæmper sin dyreværnskamp på ’The Bullfighter Dies’.
Men paradokset Morrissey er stadig en af de bedste sten at få i skoen. Selv når han er mere kommanderende end smukt flimrende, overskrider hans aktivistiske titelsang om samfundssystemernes undertrykkelse de plumpe linjer om Ukraine med et aristokratisk-revolutionært mantra, man ikke kan lade være med lige at studse over:
»Each time you vote/ you support the process«.
Avis: Morrisseys selvbiografi byder på artige afsløringerOg selv om der er længere mellem de små skarpe, leverer han stadig punchlines i mellemgulvet, der aktiverer finanskrisens kvalme med en Célines desillusion:
»What those in power do to you/ reminds us at a glance/ how humans hate each others’ guts/ and show it given the chance«.
Kniven rundt i hjertet
Stærkest er Morrissey dog, når han erstatter de politiske paroler med syrlige, vemodige og endda varme følelser.
Han drejer kniven rundt i hjertet med sin fortælling om faderen, der leder efter sin søn i ’Istanbul’, lader kastagnetterne klapre forelsket under ’Kiss Me A Lot’ og slutter af med atter at kigge på uret og alle de tomme stole i historien med ’Oboe Concerto’:
»The older generation/ have tried, sighed and died/ which pushes me to/ their place in the queue«.
Kritikere: En skændsel, at Morrissey-biografi udkommer som klassikerEn varieté-sang med soniske nedsmeltninger under Morrisseys på en gang megalomane og selvmedlidende sang.
Men inden han bliver parkeret i de museale haller, hvor han en dag vil hænge (på et kors), minder han os om, hvor lidt man har lyst til at undvære den evige irritation, som Morrissey er.
fortsæt med at læse
