Masser af kor, strygere og klaviaturer. Lange episke forløb. Mange nuancer i vokalernes udtryk.
Det er noget af det overraskende markant tilstedeværende i musikken på albummet ’Pe’Ahi’, som The Raveonettes har valgt at udgive med kort varsel.
På sit ottende album er duoen dermed langt fra pladekarrierens indledende stramt konceptuelle lyd, hvor inspirationskilder som The Jesus and Mary Chain og Phil Spector på forskellige album nærmest overdøvede danskernes egen personlighed.
I dag er Sharin Foos tilbagetrukne cool vokal og Sune Wagners lydmassive arrangementer af iørefaldende melodier umiskendeligt The Raveonettes.
Kender man duoen, skal man ikke høre mange takter af et nummer i en eller anden radio for at identificere de højspændte overfald af tiltrækkende melodisk poprock som The Raveonettes.
Også på nyheden ’Pe’Ahi’, der har taget navn efter både en ordentlig surferbølge og Hawaii-øen Maui, er der mange øjeblikke, hvor Sharin Foos vokal ligger kølig midt i en voldsomt begejstret spillet bølge af melodisk, farinsød støjrock.
Sprænger forventninger
Der er mange instrumentale lighedspunkter mellem ’Pe’Ahi’ og duoens to foregående album ’Raven in The Grave’ og ’Observator’ fra henholdsvis 2011 og 2012.
Men hvor ’Observator’ var ren forkælelse med masser af melodiske linjer, der straks klæbede til ørerne, er ’Pe’Ahi’ lidt mere omstændelig at lære at kende, fordi de blot ti heftige numre alt i alt indeholder flere interessante nuancer.
Om Sune Wagner er det skrevet mange gange, at han er uudtømmelig for gode, klare melodier, man genkender efter få gennemlytninger.
Denne gang har han grebet dybere i lommen – eller måske rettere udfordret sig selv mere – ved tilsyneladende at undgå for mange af de besnærende enkle omkvæd, der ellers har været en rygrad i The Raveonettes.
Morrissey er belærende på den rigtig gode mådeSammen med produceren Justin Meldahl-Johnson, der før har arbejdet med bl.a. Beck, The Mars Volta og Garbage, lyder det, som om The Raveonettes nu bedre inden for hvert enkelt nummer formår at uddybe det uforudsigelige og derigennem sprænge forventninger og også skabe nysgerrighed.
Dertil kommer, at sangene på ’Pe’Ahi’ tydeligt er skrevet af 41-årige Sune Wagner for enden af en personlig krise. Der har altid været dybsorte huller i stemningerne i hans musik.
Denne gang er flere af sangene komponeret som refleksioner over et besværligt far-søn-forhold, og andre tager bestemt, men nuanceret fat i den fortvivlelse og aggression, utroskab kan medføre.
Verden under vand
Ikke at det er blevet nemmere at høre, hvad Sharin Foo synger sådan ord for ord en hel sang igennem. Det er som sædvanlig svært. Hendes vokal og også de denne gang rigtig mange korstemmer fungerer mere som instrumenter end som bogstavelige fortællere.
Et af de mest overraskende numre på ’Pe’Ahi’ er ’Z-Boys’. Efter et langt, tætspillet, episk melodistykke, hvor Sharin Foos stemme ligefrem lyder varm, tier instrumenterne, og nummeret flyder hen i et helt minut med anelsesfulde ekkoer af liv på en strand eller fra en by.
Mens det sker, er det lidt som at opleve verden omkring sig, mens man holder hovedet under vand. Derefter tørner musikken til igen. Strukturen i ’Z-Boys’ er demonstrativt unik.
Far og søn spinder tryllevæv på kora-duet-albumOgså speciel, om end knap så kategorisk, er den næsten guitarfri og filmiske ’Wake Me Up’, hvor tangenter, strygere og beats skaber stemningen af et uærligt forhold. ’Killer in the Streets’ og ’Sisters’ er mere elektrificerende hypnotiske forførelser, som The Raveonettes har lavet dem før, mens ’Kill!’ er ren, smadret skønhed.
»Never gonna see you again«, synger Sharin Foo i en forløsende aggressiv sang til en far, der aldrig har vist sig smilende i en drøm.
Fra raseri til forsoning
Selv om dele af ’Pe’Ahi’ drejer sig om sorg og svigt, og til trods for at The Raveonettes lyder til at have gjort sig umage for at dvæle ved uventede detaljer, spilles der hele vejen igennem med en instinktiv jublende intensitet.
’Pe’Ahi’ er begejstret fortvivlelse, koketterende raseri og også en slags tilløb til accept og forsoning til sidst i ’Summer Ends’.
Popsnedkers musik minder anmelder om Marianne JelvedHer i det episke, stort opslåede rocknummer indstiller de samlede rester af et knust hjerte sig på at gå klogere videre ud i verden.
Og her ved udgangen, på en fascinerende melodi fortolket af et hav af instrumenter, lyder The Raveonettes selv både ramte, fattede og i god bevægelse.
fortsæt med at læse
