Om et par uger er det den årlige ’Spil Dansk Dag’.
En dag, hvor popmusik på modersmålet bliver hyldet. Og der er nok at fejre i disse år.
Efter at popmusikerne skiftede over til de danske gloser i slipstrømmen fra Rasmus Seebach og Nik & Jay, er også rockmusikken kommet med på vognen. Sidste år satte Spids Nøgenhat syrerocktraditionen i relief, og i år har The Sandmen samlet hverdagens sprog op på ’Den bedste dag’.
Nu kommer to nye udspil, der med henholdsvis guitarfolk og indierock i blodet også skyder med rødgrød og fløde.
Spil for galleriet
Folkeklubben tager endda den nationale vinkel et skridt videre og bygger hele deres andet album op om filmen, der kører i den indre biograf, når vi ser et rødt og hvidt flag smælde:
To danske folk-udspil har det lange lys tændt i traditionens tunneler»Giv mig kanterne, glem nu København/ giv mig Bagenkop og et hjemstavnssagn/ hold stand!/ fra Dybbøl til Rimmerby Strand/ det smukt, det er større, end du troede/ det er godt for det, der er oppe i dit hoved«.
Turen i de melodiske viser går da også fra Charlottenlund til Tove Ditlevsens Plads, fra Nordfyn til Brooklyn. De synger sig på tværs af landet, men det lugter mere af Christianshavns Kanal end af Harboøre Havn. For de fleste sange slentrer rundt i hovedstaden.
De vil gerne være folkeligt frække og fortælle, at »har du glemt at være en dreng/ fatter du ingenting«. Og samtidig vil de vise, at de kan tænke over tingene og har styr på både Poul Henningsen og J.D. Sallinger.
De mange referencer kommer nu mest til at ligne spil for galleriet, og for en gangs skyld kan man konstatere, at det faktisk er studenterhuen, der trykker.
I Kim Larsens fodspor
Musikalsk er Folkeklubben stadig et iørefaldende bekendtskab. Nogle sange er vemodige og sørgelige, andre fløjter frejdigt i fodsporet fra den evige Kim Larsen. Ham slipper de ikke for at blive sammenlignet med. Når de spiller en sang som ’Syngefaldet’, burde de nok overveje at skifte navn til Folkekjukken.
Comeback-album er værd at fordrive efterårets tusmørkeeftermiddage medGenerelt er debutalbummets kække stemning dog dæmpet denne gang. Der er gjort plads til skygger og længsler. Ikke mindst på det fint skælvende punktum, ’Par nr. 7’.
Men hvor meget (eller lidt) de kan brænde igennem i den alvorlige ende af skalaen, står klart i deres fordanskning af svenske Thåströms københavnerode ’Sønderboulevard’. Når Thåström synger om Vesterbro, brænder jorden under hele København. Når Folkeklubben synger den samme sang, smiler drengene indforstået til hinanden i døren ind til Kihoskh.
Med den store Larsens popularitet in mente skal Folkeklubben nok få opmærksomhed fra Tønder til Tappernøje. Det ændrer dog ikke på, at når man lytter til ’Danmarksfilm’, hører man ofte noget andet end Folkeklubben. De har ganske enkelt ikke fundet deres egen stemme.
Ja, det virker, som om de ikke engang har ledt efter den.
Tålmodighed betaler sig
Originalt og enestående kan man til gengæld sige om bandet Den Fjerde Væg. På godt og ondt.
For to år siden dukkede bandet med det besynderlige navn op og uddelte en mavepuster med debutalbummet ’Drengekys’. Det er sjældent, at dansk rockmusik kan gøre én svimmel.
Dengang udkom de på det berlinerbaserede selskab Für Records. Nu udkommer deres andet album, ’Danser’, på det noget større og mere muskuløse Sony Music.
Nogenlunde her indbyder en af rockanmelderens mange klicheer til, at jeg skriver noget om tabet af undergrundens aura og originalitet.
Danske popdrenge er på poetisk glatisMen ud over at det ikke passer i tilfældet Den Fjerde Væg, har lige netop Sony Music i løbet af de seneste år vist sig som et pladeselskab med øje for dansk musik, der ikke bare træder rundt i hælene på alle de andre. Og ser man på det bedste eksempel på et dansk gennembrud, ingen havde forudset, Marie Key, så har Sony også tålmodighed.
Det kan de godt få brug for igen. For Den Fjerde Væg har et umiskendeligt råt talent for at skrive spruttende og skæve indierocksange, men de springer ikke lige ind på hitlisten og tager en svingom med Burhan G, Ankerstjerne og alle de andre populære drenge i klassen. Der er mange løse ender i deres sange – hvilket en stor del af vejen er en del af deres charme.
Røven i banaliteternes vandskorpe
Den Fjerde Væg er tre venner i slutningen af 20’erne, der har mødt hinanden på Ollerup Efterskole. Siden har de gået på musikkonservatoriet og fundet en jævnaldrende trommeslager. Den Fjerde Væg lyder dog ikke som et par terpedygtige musikere.
Kvartetten skriver nemlig rastløse sange i en krøllet linje fra navne som Beck, Modest Mouse og Cold War Kids. Og de kan kunsten at afmontere deres egen dygtighed og få sangene til at lyde løse i kanten – selv om der tydeligvis er helt styr på det mylder af umiddelbare indfald og melodiske krumspring. Også når der midt i den forfriskende tumult dukker sarte øjeblikke op som den afsluttende ’Vi sjunge’ og den febervilde trance i ’Op på cyklen’.
Sangerinde gav koncert med sjælden intimitet og lydhørhedIndimellem slår Den Fjerde Væg også et par skæve poetiske streger om at have ondt i vingerne og læber, der ikke er lynet op. Men de fleste af sangene om værdien af venskab, kærlighedens morgengrimme ansigt og den indre terrorfrygt mangler noget af det krudt, der er kommet i musikken. Det har for mange gange røven lige i banaliteternes vandskorpe. Det flugter ikke med den opfindsomhed, man ellers finder hos dem.
Bare fordi man har sin egen markante stemme, betyder det åbenbart ikke, at den danske sangpoesi flyder frit.
fortsæt med at læse
