Der skal nok være dem, der får sig et billigt grin over, at det faktisk er 41 år siden, The Who udgav en af de ultimative hyldester til ungdommens rebelskhed, ’My Generation’ med linjen: »I hope I die before I get old«.
Man kan roligt tørre grinet af fjæset med det samme, for de britiske dinosaurer er alt andet end til grin med det i sig selv overraskende og kvalitetsmæssigt forbløffende comeback ’Endless Wire’. For 24 år siden udsendte The Who sit seneste studiealbum, der lød som det havde været lige så hårdt at skabe det, som titlen, ’It’s Hard’, angav. Siden er gruppens tordenkile af en rytmegruppe, trommeslager Keith Moon og bassist John Entwistle, døde med to årtiers mellemrum.




























