Værs’go, kom bare indenfor hos Kim Larsen. Her er en fest, vi alle er inviteret til, selv om pladsen er trang. Denne gamle hankat har for længst pisset sit territorium af. Det er nogenlunde på størrelse med Danmark. Fra stenbro til bølgetop. »En lille lejlighed på Vesterbro/ lille altan med plads til to/ hvor man kan sidde og glo/ på Vesterhavet«. En geografisk umulighed sådan at glane ud over det vilde Vesterhav fra det engang lige så rå Vesterbro i København? Ikke for Kim Larsen. Han kender ikke til selvtilfreds nationalisme, men genkender til gengæld det bedste i sit land og sit folk. Og formår at forbinde det uforenelige og uregerlige med poesien som hængebro. At det forholder sig sådan, er naturligvis ikke den store hemmelighed. Herregud Larsen har vel diverteret os med sin helt særlige blanding af det folkelige og det dybe (aldrig at forveksle med folkedybet) i små 40 år.
Det forunderlige er, at han fortsat vandrer frejdigt og tilsyneladende ubekymret på sangenes vej; foran sin fortids lange skygge og uden at knalde kasketten mod de forventninger, der er spændt op som guirlander foran ham. Har aldrig lydt så frisk og perlende I en alder af 61, har Kim Larsen aldrig sunget bedre, hans musik har sjældent lydt så frisk og perlende klar som på ’En gammel hankat’ og ikke siden Gasolin’ har sangeren haft et så spillevende og indforstået band bag sig som med Kjukken. Det fynske orkester, der bare er vokset og vokset i selskab med kapelmesteren har nu været i ledtog med Larsen længere, end legendariske Gasolin’ var.
